Mens nazisterne udryddede millioner af mennesker over hele Europa og begik nogle af historiens værste krigsforbrydelser, havde de også en anden side: En fascination af og trang til at beskytte dyr.
Adolf Hitlers glæde ved dyr
Vel blev denne kærlighed til dyr bevidst anvendt i propagandaen, hvor Adolf Hitler forstod at iscenesætte sig som den helt store dyreelsker, men vi har samtidig sikre beretninger om, at både han og flere fra inderkredsen faktisk nærede en ægte glæde ved dyr.
Adolf Hitlers kærlighed til dyr har vi blandt andet dokumenteret gennem private filmoptagelser, som hans senere hustru, Eva Braun, stod for. Adolf Hitler var særlig glad for hunde – og i særdeleshed for Schæferhunden
Blondi, som var en blandt flere af hans private hunde. I 1942 fik Adolf Hitler Blondi som gave af Martin Bormann, da han sørgede over tabet af en anden hund.
Adolf Hitler blev så glad for Blondi, at den resten af livet fulgte ham i tykt og tyndt, indtil de begge døde i førerbunkeren i april 1945. Blondi nåede i øvrigt at få hvalpe, hvoraf Adolf Hitler var særligt glad for hvalpen Wolfie. Nogle historikere mener, at Adolf Hitler aldrig opnåede nære venner, men at hans hunde var dem, der kom tættest på.
Der er beretninger om, at Eva Braun undertiden var jaloux på hundene og kunne finde på at sparke til dem under bordet. Andre i inderkredsen interesserede sig også for dyr
Adolf Hitler var ikke den eneste i inderkredsen, som havde et særligt forhold til dyr. Også Herman Göring bør nævnes her.
Han havde et passioneret forhold til dyr, om end han samtidig også var en ivrig jæger, der både ejede et jagtslot og holdt utallige jagtselskaber. En interesse, som ikke alle i inderkredsen var lige tilfredse med.
Blandt andet udtrykte Heinrich Himmler, at det efter hans opfattelse var mord at skyde på uskyldigt græssende dyr.
Herman Göring mente derimod, at jagt var et ædelt drab, der kunne forsvares. Han havde et tæt forhold til ledelsen af Berlin Zoo, som blandt andet udlånte ham løveunger som kæledyr. Når de så blev for store, leverede ham
dem tilbage igen.
Ville forbyde dyreforsøg
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev Herman Göring udnævnt som statsminister i Preussen. 19. august samme år forbød han dyreforsøg af enhver slags, og i en radiotale truede han tilmed forskere med at blive sendt i KZ-lejre, hvis de fortsatte med deres forsøg på dyr.
Det var i øvrigt en af de første gange, det offentligt blev nævnt, at sådanne lejre eksisterede. Forbuddet kom efter, at Herman Göring havde set nogle billeder af grusomme dyreforsøg, og det havde gjort ham vred. Forbuddet varede dog ikke længe, idet Adolf Hitler af sin livlæge blev advaret om, at det ville kunne svække Tyskland, hvis resten af de europæiske forskere kunne udføre dyreforsøg, men ikke Tyskland.
I en krigssituation ville Tyskland kunne komme til at stå dårligt. I stedet indførte Nazityskland med virkning fra februar 1934 en omfattende dyreværnslov kaldet ’Reichstierschutzgesetz’, der i øvrigt overlevede nazismen
og først blev erstattet af anden lovgivning i 1972.
Dyreværnsloven tillod dyreforsøg, men kun under visse betingelser, og flere af elementerne fra nutidens 3R-tankegang kan genfindes i denne gamle lovgivning. Dyreværnsloven øgede strafferammen for dyremishandling
og indeholdt tillige forbud mod rituelle slagtninger, som selvsagt var et angreb på jødernes levevis.
I årene her efter blev der indført en lang række yderligere stramninger, blandt andet et forbud mod at jøder holdt kæledyr. Den stramme tyske dyreværnslovgivning vakte stor opsigt i samtiden, og Adolf Hitler blev hædret af dyreværnsorganisationer fra blandt andet Seattle, New York og på den internationale dyrevelfærdsorganisation i Bruxelles.
Dyreforsøg i Nazityskland
Dyreforsøg var altså som sådan ikke forbudt i Nazityskland, men blot strammere reguleret end i andre lande. Der foregik således både dyreforsøg med civil- og krigsmedicinske formål i Nazityskland. Civilt blev der blandt andet forsket i bakteriologi, serologi og kræftsygdomme. Flere af de involverede læger udførte først dyreforsøg, hvorefter de fik resultaterne afprøvet på kz-fanger.
Professor Paul Uhlenhuth er i dag bedst kendt for sin retsmedicinske test af, om blod stammer fra dyr eller mennesker, og han blev flere gange indstillet til Nobelprisen for sin forskning. Han bedrev dog også
tuberkuloseforskning, hvor han immuniserede kaniner og marsvin, og i 1944 bad han om at få lov at teste resultaterne af på ikke-hvide kz-fanger.
Tyskland var dengang førende inden for kræftforskning, og nobelpristageren Otto Warburg fik lov at fortsætte sine dyreforsøgsdyr med ’Flexner rat carcinoma’- forsøg på trods af, at han både var af jødisk slægt og homoseksuel.
Han forblev i Tyskland modsat omkring 1.500 andre jødiske videnskabsmænd, der flygtede til USA efter nazisternes magtovertagelse. Krigsmedicinsk blev forsøgsdyr anvendt både til forskning i, hvordan man reddede tyske soldaters liv og til udvikling af krigsgasser.
Blandt andet lykkedes det gennem dyreforsøg at udvikle krigsgasserne Tabun (1936), Sarin (1939) og Sonan (1944). På trods af dette ønskede Adolf Hitler ikke disse giftgasser taget i anvendelse.
Som en detalje kan det nævnes, at Otto Ambros udviklede Thalidomid som modgift til Sarin, og efter krigen blev medicinen solgt som et påstået harmløst kvalmestillende lægemiddel til blandt andet danske gravide kvinder, der ulykkeligvis efterfølgende fødte misdannede børn. Otto Ambros og kolleger kendte denne bivirkning, men havde holdt den hemmelig.
Forsøgte af genoplive uddøde dyrearter
Hurtigt efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev Berlin Zoo et samlingssted for partiets top. Brødrene Heck var begge zoologer og zoodirektører i henholdsvis Berlin og München, og de nærede tætte kontakter
og sympatier til Nazismen.
Berlin Zoo fik sin egen afdeling med ariske dyr, som tyske skoleelever kunne studere. Sammen med Herman Göring arbejdede brødrene Heck for at genskabe den europæiske vildhest Tarpan, der nogle år forinden var uddød, samt den for længst uddøde europæiske urokse. Brødrene Heck stjal blandt andet dyr fra de østeuropæiske zoologiske haver, for derigennem at skaffe sig egnede avlsdyr til disse avlsprogrammer.
Et resultat af denne avl kan ses i Lille Vildmose i Himmerland, hvor dette Heck-kvæg stadig græsser. Det lykkedes dog aldrig helt at genskabe uddøde dyrearter gennem denne avl, men kun noget der mindede om dem.
