Dilemma i forvaltningen af vilde dyr: Dyrevelfærd eller naturlighed?

Ville det være god idé at sætte heste ud i danske naturnationalparker og lade dem leve det vilde liv med alt, hvad dette måtte indebære? Og – hvis dette eksperiment for nogle af hestene skulle resultere i lidelse og død – ville det så være i orden? Disse spørgsmål leder til en bredere etisk diskussion om forvaltningen af vilde dyr i forhold til deres velfærd og hensynet til naturlighed.

Der er planer om at sætte heste ud i de kommende naturnationalparker. Disse domesticerede efterkommere af de uddøde vildheste kan blive en del af en ny såkaldt forvildet natur i det ellers naturfattige danske landskab. De heste, der sættes ud, vil kunne få positive oplevelser i forhold til udfoldelse af naturlig adfærd, hvilket typisk ikke bliver de heste til del, der lever som tamdyr i menneskelig varetægt. Det kan for eksempel være at leve i flokke med hopper, føl og en hingst sammen. Det kan også være selv at søge føde i et varieret miljø.

Risiko for lidelse og død

Uden menneskelig indblanding ville hestene efterhånden tilpasse sig til et vildere liv gennem naturlig selektion af de mest nøjsomme og tilpasningsdygtige individer. Her ville en del dyr med stor sandsynlighed dø af sult og sygdom undervejs. En sådan proces vil være i klar strid med såvel lovgivning om dyrevelfærd som erklærede politiske ambitioner om ikke at ’gå på kompromis med dyrevelfærd’ i naturnationalparkerne. Derfor har vi tidligere udtrykt vores støtte til den planlagte forvaltning af naturnationalparkerne, hvor der trækkes etiske og dyrevelfærdsmæssige grænser for måden, de udsatte dyr skal forvaltes på.

Dét synspunkt er biodiversitetseksperten, professor Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet, ikke enig i. Således skrev han i foråret med adresse til os på Twitter:

»Jeg foreslår et alternativt etisk perspektiv, inspireret af mine lærere i yoga og meditation: Lidelse skyldes vores tvangsprægede vane med at hige efter positive oplevelser og afvise negative oplevelser. Frihed og kærlighed kommer af at acceptere livet. […] Kæden er hoppet af for tamdyrforskerne her, som mener det vilde liv er alt for ubehageligt og derfor uetisk. Fører man tanken til ende, må vi udrydde parasitter og rovdyr og indføre p-piller, sygesikring og smertelindring for vildtlevende planteædere.«

Ejrnæs’ udsagn om, at det er udtryk for et forkvaklet etisk perspektiv at se det naturlige vilde liv som lidelsesvoldende – og derfor negativt – og hans påpegning af udfordringer i forhold til at trække grænser for, hvor meget vi mennesker skal blande os i de vilde dyrs liv,
fortjener et svar:

I stedet for at lytte til lærere i yoga og meditation bør Ejrnæs henholde sig til evolutionsbiologen Richard Dawkins, som – i vores oversættelse – siger, at den ’totale sum af lidelse, der årligt optræder i naturen, er uden for vores fatteevne. I løbet af de minutter, som det tager mig at konstruere denne sætning, er der tusinder af dyr, som bliver ædt levende, andre løber for livet, klynkende af frygt, andre igen bliver langsomt ædt op indefra af gnavende parasitter, tusinder at alle slags dør af sult, tørst og sygdom.’ At tro at der er en en-til-en sammenhæng mellem det naturlige og det gode dyreliv er udtryk for en udbredt men – efter vores mening – fejlagtig naturromantik.

Til gengæld styrker dette Ejrnæs’ anden pointe om behovet for at trække en grænse for, hvor meget vi skal blande os i vilde dyrs liv for at sikre deres velfærd. Skal bekymringerne for dyrevelfærden for eksempel udstrækkes til de rigtigt vilde dyr og ikke kun dyr udsat i naturnationalparkerne?

Skal Bambi skydes?

En dyregruppe, hvis velfærd i naturen kan være udfordret, er planteædere som for eksempel hjorte. I store dele af Europa og Nordamerika lever der ikke længere rovdyr, som kan begrænse antallet af hjorte. Hjortenes velfærd kan derfor blive påvirket negativt, når antallet af dyr stiger, hvis vi mennesker ikke blander os.

I mange Europæiske lande løses udfordringer forbundet med unaturligt store bestande af hjorte ved at lade jægere skyde overskuddet af for eksempel kronhjorte. Situationen ser imidlertid anderledes ud i dele af det østlige USA. Her er bestanden af den lokale hjorteart ’whitetailed deer’ – virginiahjorten af samme art som Disneys Bambi – steget voldsomt.

I USA er der en øget modstand mod at skyde hjortene. I stedet forsøger man at løse problemet ved at bruge sterilisation og forskellige former for prævention. Dette er kostbare løsninger, som samtidig ændrer dyrenes naturlige liv dramatisk.

Compassionate conservation

Tendensen fra USA afspejler en bevægelse, som kalder sig ’compassionate conservation’, hvilket kan oversættes til barmhjertig eller medfølende naturbeskyttelse. Denne bevægelse ønsker ikke at løse problemer med meget store bestande af vilde dyr ved at slå overskuddet af dyr ihjel gennem jagt og lignende aktiviteter. I stedet skal der anvendes ’ikke-dræbende’ metoder som for eksempel de ovennævnte. Dette bakkes op af en filosofisk strømning med blandt andet den spanske filosof Oscar Horta i spidsen.

Horta ser et klart dilemma mellem naturbeskyttelse, som den i dag praktiseres, og så dyrevelfærd, der i hans forståelse inkluderer et krav om ikke at slå unge og sunde dyr ihjel. Og Horta vælger klart side. For ham trumfer dyrevelfærd den form for naturbeskyttelse, som den moderne vildtbiologi typisk anbefaler. Horta er fortaler for at gribe ind i naturens gang gennem vaccination, prævention og smertelindring – i det omfang det er praktisk muligt. For ham er en dynamisk vild natur med masser af lidelse en form for grusomhed, som vi skal bekæmpe, lige som vi har bekæmpet infektionssygdomme og spædbørnsdødelighed hos mennesker.

Spørgsmålet er, om der kan findes en mellemposition mellem de to yderpunkter: Rasmus Ejrnæs’ syn på lidelsen som en del af det gode liv for de vilde dyr – og Oscar Hortas ønsker om at udstrække velfærdsstatens ideologi til dyrene i den vilde natur? Sagt på en anden måde, kan man være filosofisk pluralist og lægge vægt på både dyrevelfærd og naturlighed? At kunne svare ja hertil kræver, at man forklarer, hvordan de to værdier konkret skal afvejes.

Hvad mener danskerne?

Som vi ser det, så rummer dansk naturforvaltning eksempler på netop dette. I Danmark forvalter vi – for eksempel gennem kontrolleret jagt – bestande af vilde hjorte, så man dermed undgår overbefolkning. Fra forskning på Københavns Universitet ved vi, at et stort flertal af danskerne står bag en sådan praksis.

Anden forskning fra Københavns Universitet har dog vist, at danskernes holdninger er lidt anderledes, når det drejer sig om udsætning af heste og andre store dyr i naturen. Der er her stor opbakning til idéen om ’rewilding’ – men samtidig en bekymring for, om der bliver taget ordentlig hånd om dyrenes velfærd. Der er for eksempel en bekymring for, at dyrene kommer til at sulte. Samtidig er der modstand mod at aflive overskydende dyr. En folkelig accept af de nye naturnationalparker synes derfor at forudsætte, at man ikke i biodiversitetens navn giver køb på dyrevelfærden.