CSR og bæredygtighed artikelbillede

Den bæredygtige omstilling stiller også krav til dyrlægerne

Som dyrlæge eller klinikejer handler ansvarlighed i hverdagen ikke længere kun om at tage sig af patienter, kunder og ansatte, men også bæredygtig omstilling, miljøet og omgivelserne i øvrigt. Og kravene vokser.

Af kommunikationsrådgiver Anders Kampmann

Portrætfoto Kommunikationsrådgiver Anders Kampmann

Frem mod 2030 skal Danmark reducere nationens CO2-udslip med 70 procent sammenlignet med niveauet i 1990. Dén målsætning mangler stadig adskillige millioner ton. Og på verdensplan skal den globale opvarmning frem til år 2100 helst begrænses til 1,5 grader over det præ-industrielle niveau. Lige nu er vi på vej mod det dobbelte.

Den slags overskrifter har de fleste efterhånden hørt, og de alarmerende budskaber er da heller ikke just nye. Faktisk bliver de kommunikeret i et sådant tempo fra afsendere som FN, forskere og politikere, at man som individ kan udvikle en ærgerlig – men også forståelig – tendens til at lukke lidt af.

Men inaktivitet er nok det sidste, vi som samfund har brug for, uanset om vi taler i Danmark eller på kloden som helhed. Hvis ovennævnte målsætninger, og en stribe andre i tilknytning til dem, skal indfries – og det skal de – så er alle nødt til at bidrage.

Gælder også Danmarks dyrlæger

Det gælder også den danske dyrlægestand. For selvom det som nævnt kan være svært at forholde sig til budskaberne om accelererende klimaforandringer, mere ekstremt vejr, øget pres på jordens ressourcer og lignende, så er der ingen vej udenom, uanset hvem man er.

Det ved de fleste efterhånden godt, og den bæredygtige omstilling af samfundet er da også i gang: Vedvarende energi, grønne løsninger, genbrug og mere miljøvenlige teknologier vinder frem, og opmærksomheden på området er stigende.

Det er de danske dyreklinikker, praktiserende dyrlæger og hospitaler nødt til at agere på. Forbrugerne efterspørger ansvarsbevidste produkter og forventer omtanke for andet end bundlinjen. Både i supermarkedet, hos bilforhandleren, på arbejdspladsen – og når kæledyret skal plejes. De, der gør det ordentligt, bliver valgt til. De andre … ja, gæt selv.

Giv erfaringer videre og få inspiration retur

Tiden kalder derfor på en bæredygtighedsstrategi. Som erhvervsdrivende skal du som minimum vise, at du har gjort dig nogle tanker om dit forbrug og aftryk på omgivelserne, og helst også om hvordan du aktivt kan mindske begge dele.

Som tidligere bemærket her i magasinet, er det fuldt ud tilladt at starte i det små. Spar på strømmen ved at skifte til LED-belysning og slukke for apparater, der står standby. Køb vedvarende energi. Find de ansvarlige produkter fra hylderne – FSC-mærket pap og papir, genbrugsplast, bæredygtigt foder, fortsæt selv listen.

Og del dine overvejelser med klienter, fagfæller og folk på kryds og tværs i netværket. Giv dine erfaringer videre og få inspiration retur, der kan hjælpe dig og din klinik med de næste skridt. Fortæl omverdenen om jeres fremskridt, og hvor I gerne vil hen.

Det sidste kan vi i JJ Kommunikation assistere med. Vi kan også finde de rigtige af FN’s 17 Verdensmål til at gøre jeres indsats mere konkret, og vi kan lave en målrettet plan for at kommunikere om den. Ram rigtigt med jeres budskab, og undgå beskyldninger om greenwashing ved at overdrive.

 

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce