Af Aage Kristian Olsen Alstrup, Afdeling for Nuklearmedicin og PET, Aarhus Universitetshospital, Aarhus og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Aarhus.
Brugen af forsøgsabe hører generelt fortiden til. Dog kan den fortsat benyttes i helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at finde andre egnede forsøgsdyr eller alternativer – primært ved forskning i infektioner, immunologi og vaccineudvikling.
Tidligere blev non-humane primater – populært kaldet forsøgsaber – anvendt som forsøgsdyr flere steder i Danmark. Forsøgsaber blev for en snes år siden endnu anvendt på Tandlægeskolen i Aarhus og på Sankt Hans Hospitalet i Roskilde, men disse forsøg er nu for længst blevet udfaset. Således blev de sidste kapucineraber i 2004 flyttet fra Sank Hans Hospital til Ree Park ved Ebeltoft, og omkring samtidigt stoppede tandlægeskolen med at anvende makakaber. I princippet er der dog stadig mulighed for at anvende non-humane primater i dansk forskning, men det er kun lovligt, hvis forsøgene ikke kan udføres på andre forsøgsdyr eller ved hjælp af alternativer. Danske forskere kan også bestille abeforsøg udført i udlandet, og der har for nyligt været en offentlig omtale af, at Novo Nordisk i stigende grad gør brug af denne mulighed. Artiklen her skal ikke omhandle de aktuelle danske primatforsøg udført i udlandet – men i stedet give et indblik i brugen af non-humane primater inden for forskningen.
Ideel til særlige forsøg
Som nævnt skal der være faglige grunde til at anvende non-humane primater i forskningen i Danmark. En sådan grund kunne være, at andre forsøgsdyr har en anderledes biologi end mennesket, så det kun er de non-humane primater, der egner sig til det specifikke dyreforsøg. Abernes tætte fylogenetiske slægtskab med os mennesket gør, at de i sådanne tilfælde ofte vil være bedre egnede and andre forsøgsdyr. Desuden skal formålet med forsøgene ligge inden for nogle nærmere afgrænsede områder, som er defineret i den danske lovgivning. Hertil kommer skærpede krav til opstaldning og registrering af forsøgsaberne. Nogle af de typiske forskningsområder, hvor der vil kunne anvendes forsøgsaber, er inden for infektioner, immunologi, hjerneforskning og test af visse lægemidler.
Vaccineudvikling
Historisk set har det ofte været inden for forskning i infektionssygdomme, immunologi og vaccineudvikling at de non-humane primater har været anvendt (se oversigt over Nobelpriserne). For eksempel udviklede og producerede Statens Serum Institut i 1950erne poliovacciner ved hjælp af forsøgsaber. Primaterne har en høj genetisk homologi til menneskets immunforsvar, og immunforsvaret er gearet til at bekæmpe de samme typer af infektioner, som kendes fra mennesker. Hertil kommer, at mange human-patogene infektioner umiddelbart kan smitte til aberne, hvilket selvsagt er en fordel, når der forskes i specifikke infektionssygdomme, deres forebyggelse og behandling. Omvendt besværliggør overførbarheden mellem aber og mennesker også forskningen, da forsøgsaberne potentielt kan smitte forskere og dyrepassere med abeinfektioner. Non-humane primater indgår centralt i udviklingen af mange nye vacciner og har blandt andet været anvendt til testning af COVID19-vacciner. Non-humane primater bliver anvendt til udforskningen af en række vigtige infektionssygdomme hos mennesker – lige fra tuberkulose til HIV og influenza.
Hjerneforskning
Også inden for hjerneforskningen er der mange eksempler på, at aberne er velegnede som forsøgsdyr. Primathjernen har langt flere ligheder med menneskets hjerne, end det er tilfældet hos andre forsøgsdyr. Blandt andet når det gælder opbygningen af neocortex. Vores viden om basalgangliernes funktion til koordinering af bevægelser blev oprindeligt udforsket i non-humane primater – en viden af stor relevans for forståelsen af symptomerne hos blandt andet patienter med Parkinsons sygdom. Primaternes avancerede adfærd og deres store indlæringsevne er også sammenlignelig med menneskets, og det er en fordel, at primater kan trænes til at blive hjernescannet i vågen tilstand, hvorved man undgår at skulle tolke på anæstesieffekterne. Omvendt stiller deres kognitive kapacitet også store krav til opstaldningen, der skal kunne tilbyde tilstrækkelig stimulering igennem miljøberigelse. Forsøg på primater kan derfor være dyrevelfærdsmæssigt problematisk, medmindre der gøres en stor indsats for at sikre dem gode forhold.
Test af nye lægemidler
Non-humane primater anvendes undertiden også til test af nye lægemidler – for eksempel hvis lægemidlet omsættes anderledes i menneskekroppen end i andre forsøgsdyr. Forsøgsaber vælges også, hvis der er behov for specifikt at undersøge indvirkningen af lægemidler på blodets koagulationssystem (mistanke om blødninger eller blodpropper), øjnene (mistanke om øjensygdomme), reproduktionen (mistanke om nedsat fertilitet eller fosterskader) for blot at nævne nogle af de væsentligste områder. Der kan også være tilfælde, hvor et eksisterende lægemiddel viser sig at inducere bivirkninger, som man efterfølgende kun kan fremkalde i non-humane primater, og hvor forsøgsaber derfor må indgå i forskningen. Xenotransplantation er et område, hvor man forsker i at anvende dyrs organer til implantation i mennesker, og her bliver der ofte også udført forsøg på non-humane primater, da deres organer og immunforsvar er bedre sammenligneligt med vores. De non-humane primater anvendes således på mange forskellige niveauer inden for den biomedicinske forskning – lige fra ren grundforskning og til de sidste test af nye lægemidler, før de kan afprøves på frivillige forsøgspersoner.
Ikke altid førstevalg
Non-humane primater anvendes kun begrænset i forskningen sammenlignet med gnavere og andre forsøgsdyr, og det er der mange grunde til. Blandt andet er der i befolkningen større modstand mod at bruge aber end gnavere til forsøg. Samtidigt kan det være vanskeligt og dyrt at sikre non-humane primater gode og tålelige forhold i laboratorierne. Primaterne har også en begrænset reproduktion. Undertiden indsamles primaterne i naturen for at skaffe nok individer, hvilket selvsagt kan presse de naturlige populationer af arten. Endelig skal man være forsigtige med håndteringen af aberne, da de kan huse zoonoser, som kan være yderst alvorlige for mennesker.
Men selv uden alle disse praktiske, økonomiske og etiske begrænsninger, ville de non-humane primater næppe vinde større indpas i forskningen. For selvom de fylogenetisk ligger tættere på mennesket end andre forsøgsdyr, er der mange typer af forsøg, hvor andre forsøgsdyr er bedre egnede. Et efterhånden klassisk eksempel var udforskningen af vores hukommelse. Forskning på forsøgsaber gav ikke svaret på, hvordan hukommelsen fungerede, da deres hjerner var alt for komplicerede at overskue. Derimod kom gennembruddet med Eric Kandels forskning i hukommelsen hos nøgensnegle – hvilket han modtog Nobelprisen for i 2000. Nøgensneglenes begrænsede antal neuroner muliggjorde, at Eric Kandel kunne følge, hvad der skete med det enkelte neuron. Da først mekanismen for hukommelse var forstået, kunne den genfindes hos dyr med større hjerner. Non-humane primater er et redskab i forskernes værktøjskasse; det bør ikke være førstevalg, men muligheden er alligevel rar at have, når der bliver brug for den.
Non-humane primater
Non-humane primater er selvsagt tættere beslægtede med os mennesker end andre forsøgsdyr. Primater (*Primates*) udgør sin egen orden, der inkluderer cirka 70 slægter og flere hundrede arter – herunder mennesket (*Homo sapiens*). Primaterne opdeles i halvaber og aber, hvoraf vi her kun vil beskæftige os med sidstnævnte gruppe. Forsøgsaberne bliver traditionelt opdelt i vestaber (*Platyrrhini*) og østaber (*Catarrhini*). Vi mennesker tilhører selv østaberne – nærmere betegnet overfamilien af såkaldte menneskeaber (*Hominoidea*). Menneskeaber må der ikke udføres forsøg på i Danmark. Blandt de øvrige østaber er det oftest makakaber og bavianer, der bruges som forsøgsdyr. Også visse vestaber anvendes som forsøgsdyr såsom marmosetter og silkeaber.
En af kritikpunkterne mod forsøg på non-humane primater er, at dyrene ikke altid bliver avlet i fangenskab, men at nogle af dem indsamles i naturen. Særligt problematisk er det for den langhalede makak (*Macaca fascicularis*), der indfanges i junglen i Østasien, og som ofte handles de på det sorte marked, inden den ender som forsøgsdyr. Langhalet makak er en meget anvendt forsøgsabe, og der er derfor ofte mangel på dem i laboratorierne. Den er truede i naturen – rødlistet som ’endangered’ – og derfor er indsamlingen alene af den grund problematisk. Ungdyr på mellem et og tre år bliver indsamlet, og allerede efter seks til otte uger kan de være klar til forsøgene, efter at de er handlet på falske papirer. Foruden den påvirkede dyrevelfærd mangler der data på dyrenes historik, hvilket kan være afgørende for fortolkning af de opnåede forskningsresultater. I mindre omfang gør de samme problematikker sig også gældende for visse andre forsøgsaber, såsom marekatte, silkeaber og bavianer.
Abeforsøg i prisbelønnet forskning
Næsten hvert år siden 1901 har Nobelprisen i fysiologi eller medicin været uddelt til hædring af banebrydende forskning. I ni af årene har non-humane primater været blandt forsøgsdyr i denne forskning – dog som oftest sammen med andre forsøgsdyr:
1907: Protozoers betydning for at fremkalde infektionssygdomme
1908: Immunitet ved infektiøse sygdomme
1928: Forskning i tyfus
1951: Vaccination mod gul feber
1954: Polio-virus
1975: Virus-betinget cancer
1976: Hepatitis B og Kuru
1981: Hjernens bearbejdning af synsindtryk
2020: Opdagelsen af hepatitis C-virus
Som det fremgår af listen, er langt de fleste af nobelpriserne uddelt inden for områderne infektioner og immunologi.
