Gert Helenius er ny direktør i Eickemeyer

Eickemeyer styrker ledelsen med ny direktør

Med en ambition om at gøre organisationen klar til nye initiativer og fortsat vækst, har Eickemeyer Medicinteknik for Dyrlæger ApS ansat ny direktør.

Gert Helenius tiltrådte 1. august 2023 som direktør og landechef for Eickemeyer Medicinteknik for Dyrlæger ApS. Tidligere direktør Per Riber Rasmussen fortsætter i Eickemeyer, men nu som salgsdirektør med ansvar for kunder, kæder og leverandører. 

Eickemeyer har siden 2007 opbygget en klar position som en foretrukken samarbejdspartner for dyreklinikker, -hospitaler, -universiteter, dyreparker og andre, der efterspørger veterinærbranchens bedste udstyr og som søger kompetent faglig efteruddannelse i Danmark. De seneste år har væksten været stor, så det er afgørende at styrke organisationen og ledelsen af Eickemeyer i Danmark, og samtidigt være klar til et glidende generationsskifte, når den tid kommer.

Øgede ambitioner

En udvidelse af ledelsen øger samtidigt ambitionerne, og giver nye perspektiver for det danske datterselskab i den internationale Eickemeyer-koncern, der har hovedsæde i Tuttlingen i Tyskland.

»Vi er meget tilfredse med udviklingen af vores danske selskab, både når det gælder resultater, men også de værdier og den position Eickemeyer har fået i kundernes bevidsthed. Per har drevet virksomheden helt fantastisk, og vi er glade for, at Per fortsat er på teamet, og at han nu bruger sine kræfter på det, han brænder for, og er så god til. Når vi styrker ledelsen i Danmark, skal vi fortsætte den gode udvikling, og måske også bruge Per og de dygtige danske medarbejdere lidt mere på tværs i organisationen,« siger koncerndirektør Alexander Sprung fra Tuttlingen.

For Per Riber Rasmussen har det været et stort ønske at styrke organisationen og gøre Eickemeyer endnu stærkere i Danmark, og han har arbejdet målrettet på den løsning, som nu er faldet på plads, for som Per siger:

»Det har været et stort privilegie at bygge Eickemeyer op fra bunden på det danske marked, finde de rigtige produkter og lykkes med at levere så mange gode løsninger til kunderne. Men vi er vokset ganske meget, så det kræver efterhånden meget personaleledelse og administration, og da jeg jo allerhelst vil arbejde med løsninger til vores kunder, har jeg brugt tid og mange tanker på at finde den helt rigtige løsning, så Eickemeyer kan fortsætte med det unikke kundefokus. Jeg glæder mig meget til det nye samspil i ledelsen.« 

Ny direktør med nye erfaringer

Den nye direktør, Gert Helenius, kommer med ledererfaring fra flere virksomheder og organisationer i forskellige brancher som logistik, energi, turisme, detail, tele/IT, reklame og senest i erhvervsservice som direktør for Haderslev Erhvervsråd. Han har derfor stor erfaring med ledelse, strategi og processer, og stærke kompetencer på kommunikation, marketing og IT/teknologi. Til gengæld er han klar over, at det bliver en stejl læringskurve, der nu skal bestiges i en helt ny branche med stor faglighed og mange spændende udtryk og begreber.

»Heldigvis fik jeg i foråret mulighed for at arbejde hos Eickemeyer som konsulent, hvor jeg både kom tæt på Per, de dygtige medarbejdere og en række af kunderne – ja, og så for øvrigt en isbjørn, der skulle tandopereres. Hele forløbet har været utroligt positivt, men har også vist, at der er brug for de kompetencer, som jeg bringer ind i virksomheden. Vi har fået lagt en god plan sammen og har styr på hele det stærke hold, som nok skal hjælpe mig godt i gang i branchen,« fortæller Gert Helenius.

Der sker stor udvikling i den veterinære verden disse år, både når det gælder metoder og udstyr, de enkelte klinikkers udvikling, og ikke mindst i forhold til digitaliseringen. Med styrkelsen af ledelsen er Eickemeyer Danmark parat til at møde kundernes klare forventninger om branchens bedste service og produktkvalitet, og den nye direktør ser frem til at møde branchen på det snarlige DDD årsmøde.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce