Hos køer kan drægtighedstab ske på flere stadier. Artiklen gennemgår årsager til embryonal- og fosterdød, præmatur fødsel og mulighederne for at fastslå årsagen til tabet.
Af Jørgen Agerholm og Jan Boysen-Møller Secher, Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Københavns Universitet, samt Line Fruergaard-Roed, Viking Academy, Viking Danmark
Drægtighedsperioden hos køer er normalt omkring 280 dage og skulle gerne ende med fødsel af en levedygtig kalv. Men det er desværre ikke altid, at det går sådan. Under drægtigheden er der risiko for at først embryonet eller senere fosteret dør og at koen således mister sin drægtighed. Årsagerne til embryonalog fosterdød er forskellige, hvorfor det er nødvendigt at se på de enkelte tidsperioder af drægtigheden.
Drægtigheden opdeles typisk i en embryonalperiode fra dag 0 til 42 og en fosterperiode fra dag 43 og frem til fødslen. Tab af et embryon kan ske i den tidligere embryonalperiode fra dag 0 – 16 eller i den sene fra dag 17 til 42. Tab af et foster kan tilsvarende ske i den tidlige fosterperiode fra dag 43 til 120 eller i den sene fosterperiode fra dag 121 til dag 260 (Figur 1). Et fostertab i perioden fra dag 43 til 260 betegnes typisk abort, hvis fosteret udstødes af koen, men der er også risiko for, at det tilbageholdes og enten mumificeres eller nedbrydes (macereres). Fra dag 260 og frem til drægtighedens naturlige afslutning vil en fødsel betegnes som præmatur kælvning. Det præmature foster kan være levedygtigt, når det fødes, afhængigt af årsagen til den tidlige fødsel og de forhold, den præmature kalv tilbydes.
I det følgende gives en oversigt over årsagerne til embryonalog fosterdød med fokus på, hvad vi ved om dette i Danmark.
100 insemineringer ender med 35 levende kalve
Ikke alle insemineringer ender med en succesfuld drægtighed og fødsel af en levende kalv, da der er et betydeligt tab af drægtigheder undervejs. Omfanget af drægtighedstab varierer mellem racer, geografiske områder, studier, med mere. Aktuelle tal fra 2026 viser, at den gennemsnitlige drægtighedsprocent (antal drægtige x 100/antal inseminerede) for malkeracerne er 42 for stor race (for eksempel Holstein) og 44 for små racer (for eksempel Jersey), men med stor besætningsvariation. Drægtighedsprocenten er et udtryk for, hvor mange embryoner/fostre, der har overlevet, frem til dyrene drægtighedsundersøges. De fleste drægtighedsundersøgelser sker fra dag 35 og nogle uger frem. Drægtighedsprocenten er derfor ikke et udtryk for hvor mange kalve der fødes, da den udelukkende er beregnet for tiden frem til drægtighedsundersøgelsen, som udviklingsmæssigt sker i den sidste del af embryonalperioden eller første del af fosterperioden.
For malkekvæg i Danmark resulterer 100 insemineringer i 35- 40 levende kalve. Det vurderes, at der ikke sker en befrugtning ved 15 procent af insemineringerne, men det største tab af drægtighed sker i de tidlige embryonale stadier. Der vurderes, at tabet af embryoner frem til dag 21 udgør 24-30 procent, mens embryonaldød i de efterfølgende 3 uger frem til dag 42 udgør 6-10 procent. Manglende drægtighed eller tab af drægtighed frem til dag 42 udgør således op til 40 procent. Forskelle i omfanget af tab af embryoner antages at være grunden til den største variation i drægtighedsprocent mellem besætninger. Tab af fosteret i form af abort i de efterfølgende måneder udgør 5 procent og med en kalvedødelighed ved fødsel også på 5 procent, så er det kun omkring hver tredje inseminering der resulterer i en levende født kalv.
Tidlig embryonal død (dag 0 – 16)
Tidlig embryonal død er den hyppigste årsag til, at koen ikke forbliver drægtig, men samtidig den vanskeligste umiddelbart at erkende. Forudsætningen for at tale om tidlig embryonal død er, at der rent faktisk er sket en befrugtning (konception) – det vil sige, at en sædcelle har mødt en ægcelle i æggelederen, og at disse er fusioneret.
Det er vanskeligt at fastslå omfanget af tidlig embryonal død, da et embryonalt tab mellem dag 0 og 16 typisk ikke medfører en decideret forlængelse af koens cykluslængde, som er på 21 dage +/- 3 dage. Den naturlige variation i cykluslængden gør, at den skal forlænges med mere end få dage for at betegnes som unormal. Køer, der mister deres embryon i det tidligere embryonale stadie, vil derfor reproduktionsmæssigt være helt analoge til køer, hvor der ikke skete en befrugtning.
Det er ofte ikke muligt at fastslå årsagen til embryonaltabet hos den enkelte ko, men et miljø i livmoderen, der kompromitterer embryonets videre udvikling, formodes at være en årsag i mange tilfælde. Køer får normalt en bakteriel kontaminering af endometriet efter kælvning og denne skal koen eliminere. Hvis dette ikke sker, vil koen have en (typisk subklinisk) infektion i endometriet ved inseminering, som kan medføre at embryonet dør. En anden væsentlig faktor vurderes at være dårlig follikelkvalitet hos koen forud for ovulationen. Dette kan resultere i nedsat vækstpotentiale hos embryonet og lav progesteronproduktion hos koen. Det lave progesteronniveau påvirker funktionen af endometriet og giver embryonet et suboptimalt vækstmiljø. Disse forhold kan betyde, at embryonet ikke opnår en størrelse og kvalitet til at afgive et passende signal til koen frem mod dag 16, og koen derfor kommer i brunst og embryonet afstødes. Genetiske defekter og kromosomfejl bidrager også til den tidlige embryonale død, ligesom varmestress i perioder om sommeren med høj temperatur kan påvirke etablering af drægtighed.
Sen embryonal død (dag 17 – 42)
Sen embryonal død er den næsthyppigste årsag til, at koen ikke forbliver drægtig. Denne hændelse er nemmere at erkende end tidlig embryonal død, da koens brunstinterval bliver forlænget. Det vil sige, at koen kommer i brunst senere end dag 21, men før embryonet har opnået en alder på 42 dage. Dag 42 er overgangen fra embryon til foster og er primært karakteriseret ved, at organerne nu er udviklede og skal vokse. Et embryon er på dette tidspunkt knapt 2 cm langt (Figur 2).
Årsagerne til sen embryonal død er, ligesom tidlig embryonal død, dårligt belyste. En væsentlig årsag til dette er, at embryonerne er meget små, så de oftest forsvinder upåagtet, og at hændelsen først erkendes, når koen, der skulle være drægtig, pludselig kommer i brunst. Man antager, at årsagerne til tidlig og sen embryonal død er de samme.
Tidlig fosterdød (dag 43 – 120) og sen fosterdød (dag 121 til 259)
Samlet set udgør tidlig og sen fosterdød kun en lille del af det samlede drægtighedstab. For danske malkekøer vil kun cirka 5 procent af de dyr, der blev drægtige ved insemineringen, miste deres foster i perioden fra dag 43 og frem til fødselsterminen. Det er i denne gruppe årsagerne til fostrenes død er bedst belyst. Dette skyldes primært, at fostrene nu udvikler sig fra en størrelse på få centimeter til en fuldt udviklet kalv med en vægt på typisk 35 til 45 kg. Der bliver således mulighed for at undersøge det aborterede foster. Det er klart at denne mulighed bliver mere udtalt jo længere i drægtigheden koen er, hvorfor der vides mere om årsagerne til sen fosterdød end til tidlig fosterdød. Det må dog antages, at i den tidlige fosterudvikling overlapper årsagerne med årsagerne til sen embryonal død.
Der foreligger en hel del studier baseret på undersøgelse af aborterede fostre, oftest fra de sidste 3-4 måneder af drægtigheden. Det senest publicerede studie fra Danmark var baseret på undersøgelse af 153 fostre fra perioden 2015-2017 (1). I lighed med andre studier viste undersøgelsen, at det var muligt at fastslå en abortårsag i omkring en tredjedel af de undersøgte fostre, når undersøgelsen baseres på laboratorieundersøgelse af foster og efterbyrd, og at det overvejende er infektioner som påvises. Den absolut vigtigste erkendte infektiøse årsag til abort hos kvæg i Danmark er parasitten Neospora caninum (Faktaboks 2). Denne blev påvist som abortårsag i 19 procent af de undersøgte fostre. Forskellige typer af bakterier var abortårsag i 12 procent af de undersøgte fostre og der var hyppigst tale om bakterien Trueperella pyogenes, der er et velkendt opportunistisk patogen for kvæg.
Når et veludviklet foster dør vil det enten udstødes som en abort (Figur 3) eller det tilbageholdes i livmoderen, hvilket kan ske enten i form af mumifikation eller maceration (Figur 4).
Ved en mumifikation tilbageholdes det døde foster i livmoderen gennem lang tid (måneder), mens amnions- og allantoisvæskerne resorberes af slimhinden og fosteret dehydreres, hvorved både foster og fosterhinder kommer til at fremstå brune (Figur 4a). Processen er langvarig, og cervix skal forblive lukket under hele processen for at forhindre, at bakterier fra vagina trænger ind og nedbryder fosteret. Da processen tager lang tid, er det afgørende, at koen fortsætter med at opretholde sin drægtighed og ikke abortere fosteret. Mumifikation kan først udvikles fra omkring dag 70 i drægtigheden, da fosteret skal have en vis størrelse og struktur. Man kender ikke meget til årsagerne til, at fosteret dør og efterfølgende mumificeres, fordi mumificerede fostre er udfordrende at undersøge på grund af fremskreden vævsnedbrydning.
Ved en maceration tilbageholdes det døde foster ligeledes i livmoderen, men cervix vil typisk være åben og derved give adgang for bakterier, som nedbryder fosteret. Herved nedbrydes alle fosterets bløddele og tilbage ligger knoglerne (Figur 4b og c). Tilstanden er oftest forbundet med purulent betændelsesreaktion og putrid lugt. Der kan dyrkes bakterier fra pus i livmoderen, men de påviste bakterier repræsenterer ikke nødvendigvis dødsårsagen, men nærmere en forrådnelsesflora.
Præmatur fødsel (fra dag 260)
Ved en præmatur fødsel fødes en kalv, som er stort set fuldt udviklet, men afhængig af hvor tæt på koens termin den fødes, kan den være mere eller mindre præmatur og for eksempel have reduceret vægt eller lungefunktion. Årsagerne kan være de samme sygdomme i foster eller placenta som ved sene aborter eller ubalance mellem placentas kapacitet og fosterets behov, hvorved det ”stresses” og derved starter sin egen fødsel. Det er komplekst at skelne mellem en fødsel til termin og præmatur fødsel. Fødselsterminen er biologisk set ikke en specifik dato, men et normalfordelt tidsinterval, hvor nogle kalve helt normalt fødes tidligt. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle tidligt fødte kalve kan være født på grund af sygdom og derfor kan have øgede behov for pasning, pleje og eventuel behandling for at overleve.
Årsagen til drægtighedstab er ofte ukendt
Som det fremgår af ovenstående, er det det en kompleks situation, når en ko mister sin drægtighed. Årsagerne er forskellige på de forskellige stadier af drægtigheden og for langt den største del af drægtighedsperioden er det ikke praktisk muligt at fastslå årsagen. Det er først i de sidste 3-4 måneder af drægtigheden, at fosteret har nået en størrelse, hvor det kan undersøges. Og i de tilfælde påvises en abortårsag typisk kun i omkring en tredjedel af tilfældene.
Drægtighedens perioder og tab
- Drægtighedens perioder og tab
- • Drægtigheden hos køer opdeles i embryonalperioden fra dag 0 til 42, fosterperioden fra dag 43 til 259 og præmaturperioden fra dag 260 og frem til fødslen omkring dag 280.
- • Embryonalperioden underopdeles i en tidlig (dag 0 – 16) og en sen (dag 17 – 42) embryonal periode.
- • Fosterperioden opdeles i en tidlig (dag 43 – 120) og sen (dag 121 – 259) fosterperiode.
- • Man kender mest til abortårsagerne i de sidste 3-4 måneder af drægtigheden, fordi det her er muligt at undersøge et dødt foster.
Neospora caninum – den vigtigste infektiøse abortårsag
Neospora caninum er en encellet parasit og den vigtigste infektiøse abortårsag hos kvæg i Danmark.
Parasitten har både en indre (endogen) og ydre (exogen) livscyklus.
Ved den indre cyklus er den drægtige ko allerede inficeret med parasitten, som er i hendes væv. Den aktiveres under drægtigheden og inficerer fosteret. I de fleste tilfælde sker der ikke yderligere, men kalven fødes inficeret og hvis det er en kviekalv, så vil den videregive smitten til sit foster, når den engang bliver drægtig. Nogle køer aborterer dog.
Ved den ydre cyklus skal en hund æde inficerede dele af et aborteret foster. Parasitten formerer sig derpå i hundens tarmepithel og smittefarlige stadier udskilles med fæces. Hvis en drægtig, ikke immun ko optager disse gennem kontamineret foder eller vand, kan hun smitte sit foster, som enten aborteres eller fødes inficeret.
Diagnosen stilles med mikroskopisk undersøgelse af fosterets væv, især hjernevæv.
Referencer
- Wolf-Jäckel, GA Hansen MS, Larsen G, Holm E, Agerholm JS, Jensen TK: Diagnostic studies of abortion in Danish cattle 2015- 2017. Acta Vet Scand 2020;62:1. doi: 10.1186/s13028-019-0499-4.
- Lefebvre RC. Fetal mummification in the major domestic species: current perspectives on causes and management. Vet Med (Auckl). 2015;6:233-244. doi: 10.2147/VMRR.S59520.
