I en tid hvor langt de fleste købsrejser begynder online, er det meget vigtigt, at din klinik er synlig der, hvor potentielle klienter leder, lige præcis når de leder. SEO og Google Ads er to af de mest effektive marketingkanaler til netop dette formål.
Af Peter Wiliam Fage Jørgensen – Kommunikations og marketingkonsulent
SEO – den langsigtede investering i synlighed
Søgemaskineoptimering (SEO) handler om at gøre din kliniks hjemmeside synlig i de organiske søgeresultater. Dét kræver løbende arbejde med teknisk optimering, søgeordsanalyser, der sikrer, at de rigtige søgeord bruges og produktion af indhold ,der stemmer overens med brugernes spørgsmål og behov.
SEO er ikke en ’nu-og-her’-løsning, som skaber resultater fra dag ét, men det bygger autoritet og synlighed over tid. Det kan være en vedvarende kilde til nye klienter, som ikke har nogen omkostninger for annoncering.
Som dyrlæge skal du fokusere på især dine specialområder, dine loyalitetspakker og dine ’rugbrødsydelser’, som kan skabe mere forretning og loyale kunder på sigt.
Du skal også fokusere på generiske søgninger som ’Dyrlæge [bynavn]’, da det ofte kan være vejen til de nye kunder. I den veterinære branche er det vigtigt at huske på, at størstedelen af kunderne ikke har dyb faglig indsigt, og det skal afspejles i søgeordene. En klassisk faldgrube er et søgeord som ’laparoskopisk sterilisation’ – det er der meget få potentielle kunder, der søger på, men mange i branchen vil gerne have fokus på det.
Mere generiske søgninger som ’sterilisation hund’ vil give betydeligt mere trafik for en god placering på Google – og så kan du forklare om fordelene ved laparoskopisk sterilisation, når kunden er kommet ind på dit website.
Google Ads – ’nu-og-her’-løsningen
Google Ads er Googles betalte annoncering, som giver mulighed for øjeblikkelig synlighed i toppen af Googles søgeresultater. Det, der gør Google Ads helt specielt, er præcisionen for, hvor godt kanalen rammer i kunderejsen. Du kan målrette annoncer til en meget specifik geografisk placering, og du kan vælge præcis, hvilke søgninger du vil betale for at blive vist på. Det er derfor helt idéelt for en dyrlæge med lokal tilstedeværelse.
En anden stor fordel ved Google Ads er annonceomkostningerne. I modsætning til annoncering på sociale medier betaler du udelukkende for annoncering på Google, når annoncerne rent faktisk fører til klik og besøg på dit website.
Du får adgang til et meget præcist overblik over gennemsnitsprisen for et klik på de forskellige søgeord – og kan på den måde vurdere hvilke søgeord, der er bedst for dig. Google Ads er derforogså den perfekte kanal til at afprøve markedsføring af nye tiltag i klinikken. På Google Ads har du fuld kontrol over annoncebudgettet og kan skrue op og ned samt tænde og slukke for annoncer fra den ene dag til den anden.
AI – en trussel for søgemaskinernes forretningsgrundlag
Kunstig intelligens er begyndt at ændre søgeadfærd og kunderejse hos de potentielle kunder – især de yngre generationer. Flere og flere bruger værktøjer som ChatGPT til informationssøgning. Det er uden tvivl en trussel for de klassiske søgemaskiner og deres forretningsmodel. Det er naturligvis noget, du skal være opmærksom på i forhold til din investering i SEO og Google Ads, men indtil videre er der stadig et gigantisk forretningspotentiale i et rangere højt på Google, og store vaneændringer tager tid.
Du har med andre ord ikke råd til at vælge Google fra nu og her, bare fordi ChatGPT eller andre AI-modeller kan overtage en stor del af trafikken en dag i fremtiden.
Det er til gengæld vigtigt at begynde at tænke over, hvordan du kan blive synlig i AI-modellernes søgeresultater, så du er fremtidssikret. Lige nu er der stadig enormt mange tvivlsspørgsmål i forhold til, hvordan AI prioriterer søgninger, men indtil videre ved vi, at virksomhedsprofiler på især Bing har en stor betydning.
Derudover giver det bedre synlighed at have en stor mængde af informativt indhold på dit website – fuldstændigt ligesom det gør på Google.
Har du brug for hjælp?
Det var en hel del information om din synlighed på søgemaskiner, og det er forståeligt, hvis meget af det virker lidt uoverskueligt, når du også har en klinik at passe.
Hvis du har brug for en pålidelig partner med
dyb brancheindsigt til din søgemaskinemarketing, så tøv endelig ikke med at kontakte JJ Kommunikation.
Vi tager god hånd om din kliniks synlighed og stræber altid efter at give dig den bedst mulige kommunikationsrådgivning.