Dyrlægen
Eickemeyers nye kursuscenter i Albertslund giver plads til 150 personer i auditoriet. Til åbningen var der underholdning fra komiker Amin Jensen og foredrags- holder Christian H. Liebergreen

Nyt veterinært kursuscenter i Albertslund

Eickemeyer udvider kursuskapaciteten markant med nyt center på Sjælland. Virksomheden åbner samtidig for nye kursusformer med øget samarbejde med hele branchen – og så styrker placeringen deres fokus på det svenske marked.

Da dørene til Eickemeyers nye kursuscenter i Albertslund blev slået op i januar, var der fuldt hus. Over 100 deltagere fra den veterinære branche var mødt op for at fejre åbningen af Kursuscenter Øst, som udstyrsleverandøren ser som et vigtigt strategisk skridt. Med underholdning fra komiker Amin Jensen og foredragsholder Christian H. Liebergreen blev stemningen sat fra første minut.
Men bag festlighederne ligger en gennemtænkt strategi om at styrke veterinærpersonalets kompetencer og skabe nye muligheder for faglig udvikling i den østlige del af landet.

»Vi har i mange år haft kursuscenter i Vojens ved vores hovedafdeling, og der har været stor vækst. Med det nye center kan vi fordoble vores kapacitet og afvikle væsentligt flere kurser end tidligere,« forklarer direktør Gert Helenius.

 

»Vi har i mange år haft kursuscenter i
Vojens, og der har været stor vækst. Med det nye center kan vi fordoble vores kapacitet og afvikle væsentligt flere kurser end tidligere,« forklarer Eickemeyers direktør,
Gert Helenius.

 

Nærmere til Sjællands dyrlæger

Det nye kursuscenter på Roskildevej 22 i Albertslund kommer som et naturligt supplement til Eickemeyers eksisterende kursusaktiviteter i Vojens. Med fire ansatte nu placeret på Sjælland – både konsulenter og teknikere – var det et naturligt skridt at styrke den geografiske tilstedeværelse yderligere.

»Det giver os mulighed for at øge udbuddet af kurser og bedre imødekomme efterspørgslen fra vores kunder på Sjælland,« siger Gert Helenius.

Han peger på, at mange dyrlæger og veterinærpersonale fra Sjælland og øerne tidligere ofte har måttet rejse til Jylland for at deltage i kurser, hvilket har været en barriere for mange.»Vi har fået super god feedback. Der er mange, der siger, det er dejligt, at der også kommer noget aktivitet på Sjælland. Branchen har været koncentreret meget vest for Storebælt, og nu kommer der mere til at ske her,« fortæller Gert Helenius.

Det nye center giver plads til 150 personer i auditoriet og rummer moderne undervisningslokaler, workshopområde og kantine med buffet. Beliggenheden tæt på motorvej E47 og S-tog gør det let tilgængeligt for deltagere fra hele den østlige del af landet.

 

Øget efterspørgsel på specialistkurser

Det nye center skal primært øge kapaciteten, men giver også mulighed for at styrke udbuddet af særligt efterspurgte kurser. Et område med markant interesse er kurser i behandling af eksotiske dyr.

» Det er et område, hvor efterspørgslen er høj. På disse kurser vil to tredjedele eller mere af deltagerne typisk komme fra Sjælland,« forklarer han.
Med Kursuscenter Øst bliver det lettere at placere disse kurser geografisk hensigtsmæssigt og dermed være attraktiv og relevant for flere deltagere. Samtidig åbner de nye rammer for nye typer arrangementer.

» Vi får mulighed for at samle op mod 150 deltagere til arrangementer, der kombinerer faglige oplæg med mere inspirerende og underholdende elementer. Det ser vi et klart potentiale i,« siger han.

 

Åbner for partnerskaber

En væsentlig del af strategien bag Kursuscenter Øst handler om at skabe rum for samarbejde på tværs af branchen. Eickemeyer ser sig selv ikke kun som kursusudbyder, men som en platform, hvor forskellige aktører kan mødes.

»Vi er meget åbne over for at samarbejde med andre. Vi er jo ikke udlejere, så vi kan ikke bare leje ud til andre. Men vi kan lave mange kurser i partnerskaber sammen med andre. Og det har vi allerede gjort – nu kommer vi til at gøre endnu mere af det,« forklarer Gert Helenius.

Det kan være samarbejde med medicinalfirmaer eller andre organisationer, der har brug for faciliteter og ekspertise til at afvikle kurser for veterinærpersonale. Beliggenheden i nærheden af København åbner også for samarbejde med universitetet og muligheder for, at studerende kan deltage i kurser.

»Det er en af mine tanker, at vi også skal finde nogle måder at tilbyde nogle af kurserne til de studerende. De kan måske komme ud og være en del af det, eller man kan åbne op for, at de kan deltage i enkelte sessions, hvis der er kapacitet til det,« siger Gert Helenius.

 

Bro til det svenske marked

Placeringen i Albertslund giver også Eickemeyer en geografisk fordel i forhold til Sverige, som er et marked, virksomheden i stigende grad fokuserer på.

» Vi øger vores generelle indsats i Sverige og håber at kunne tiltrække flere svenske dyrlæger til vores kurser. Blandt andet fordi der i Danmark er bedre muligheder for at arbejde med både kadavere og levende dyr på kurserne,« siger Gert Helenius.

Den kortere afstand fra Sjælland gør det mere realistisk for svenske deltagere at tage del i danske kurser og giver mulighed for at udvikle tilbud, der er målrettet det skandinaviske marked.

 

Kompetenceudvikling som kerneopgave

Satsningen på kurser udspringer af Eickemeyers grundlæggende syn på kompetenceudvikling som en central del af virksomhedens ansvar. Som leverandør af avanceret udstyr til veterinærklinikker ser virksomheden uddannelse som en naturlig forlængelse af sit produktansvar.

»Det handler om at være tæt på kunderne – også gennem uddannelse. Vi har et ansvar for at sikre, at udstyret bliver anvendt korrekt og effektivt,« siger Gert Helenius.

For Eickemeyer handler det ikke kun om at sælge produkter, men om at understøtte den faglige udvikling i hele branchen. Undervisningen på kurserne er typisk en blanding af teori og praksis, og virksomheden lægger vægt på, at underviserne er højt kvalificerede og på forkant med den seneste forskning og teknologi.

 

En branche i forandring

Den danske veterinærbranche har gennemgået en betydelig konsolidering med færre, men større klinikker og øget kædedannelse. Det har dog ikke reduceret behovet for eksterne
kurser.

»Vi har ikke oplevet et markant fald i efterspørgslen. Selvom nogle kæder har interne uddannelsesforløb, deltager mange fortsat i vores kurser,« siger Gert Helenius.

Han ser samtidig nye muligheder i at stille faciliteter og kompetencer til rådighed i samarbejde med større aktører.

»Vi kan rumme aktiviteter i en skala, som mange ikke selv har faciliteter til. Med et auditorium til 150 personer giver det nogle helt andre muligheder for fælles arrangementer og større faglige samlinger,« siger han. 

Annonce

Annonce

Annonce

Læs de seneste nyheder og fagartikler
Oversigt

Dette website bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælper os med at forstå, hvilke sektioner på websitet du finder mest interessante og nyttige.