Millionbevilling til nyt dansk forskningscenter

Millionbevilling til nyt dansk forskningscenter

Professor Peter Sandøe modtager bevilling på en million kroner. Bevillingen skal danne grundlag for etablering og første års drift af Dansk Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr. Centeret skal forske i velfærdsproblemer hos familiedyr.

Ekstrem avl, fedme eller adfærdsproblemer – velfærdsproblemerne rammer også familiedyr og kan have store konsekvenser for dyrene og deres ejere. Nu får Danmark et nyt kraftcenter inden for velfærdsproblemer hos netop familiedyr. Navnet er Dansk Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr, og formålet er at forske i problemernes omfang, og hvordan de kan løses.

Professor Peter Sandøe ved Københavns Universitet og kommende leder af Dansk Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr modtog i starten af november en millionbevilling fra Skibsreder Per Henriksen, R. og Hustrus Fond til etablering og drift af det nye forskningscenter.

Velfærdsproblemer hos familiedyr

Dansk Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr placeres ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet og drives i samarbejde med to andre institutter ved Københavns Universitet og et institut ved Aarhus Universitet.

Centeret samler hermed dansk ekspertise inden for forskning i velfærd hos hund, kat og hest under ét tag.

»Selvom vi her har at gøre med dyr, som vi typisk opfatter som familiemedlemmer, så oplever disse dyr stadig masser af udfordringer. Familiedyr bliver i de fleste tilfælde holdt af mennesker, som har stor kærlighed til deres dyr – men kærlighed kan som bekendt gøre blind. Der er derfor fare for, at de pågældende mennesker kommer til at projicere deres egne behov og forventninger over på dyrene til skade for både dyrenes velfærd og for relationen mellem dem og deres dyr,« siger professor Peter Sandøe.

Som eksempler på velfærdsproblemer, der rammer familiedyrene, nævner Peter Sandøe: Ekstrem avl, eksempelvis af hunde med flade næser, som ikke kan trække vejret, fedme, som er et udbredt problem hos alle tre dyregrupper og adfærdsproblemer, som i første omgang er problemer for ejerne, men ofte ender med at ramme dyrene i form af dårlige relationer til ejerne og i yderste konsekvens omplacering eller aflivning.

Centeret ledes af syv professorer og lektorer, som med baggrund i en række relevante discipliner, herunder adfærdsforskning, familiedyrs medicin, epidemiologi, genetik og sociologi, skal bidrage til at kaste lys over problemernes omfang og årsager og foreslå metoder til at forbygge eller mindske dem.

Dansk Center for Forskning i Velfærd hos Familiedyr åbner officielt 2. januar 2020.

Læs hele projektbeskrivelsen her.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce