Dyrlægen
Som noget af det første i træningen skal hunden vænne sig til platformen forrest på båden, samtidig med at såvel hund som fører skal finde ud af, hvad det vil sige at arbejde på vand.

Mere end bare vandhunde

Rigspolitiet har sat gang i et program, der netop nu er ved at etablere Danmarks første korps af vandsøgshunde, der kan lede efter lig og forsvundne personer i søer, fjorde, havne og så videre. Det kræver lidt af hvert af dyrene, som er videreuddannede patruljeschæfere.

På en noget kedelig baggrund er dansk politi i disse måneder ved at have sit første hold af vandsøgshunde klar til opgaver rundt om i landet. Det var således Kim Wall-sagen, der for et par år siden blev udslagsgivende for, at man fik kortlagt behovet for selv at kunne søge på vand.

I efteråret 2017 hentede dansk politi således hjælp fra Sverige i form af vandsøgshunde fra den anden side af sundet, da de jordiske rester af den svenske journalist skulle lokaliseres på bunden af Køge Bugt.

På det tidspunkt var opfattelsen egentlig, at der ikke rigtig var et behov for den type specialtrænede hunde herhjemme af den simple årsag, at man ikke mente, der var sager nok på vand til at retfærdiggøre udgiften.

Det forklarer John Jensen, der er leder af Rigspolitiets Politihundetjeneste.

»Men så er der nogen, der henledte opmærksomheden på, at vi faktisk har en del, der dør i vand. Uheld, ulykker, bådkæntringer, selvmord og selvfølgelig også forbrydelser. Jeg havde kun kigget i den retning, der hed forbrydelser, og der er heldigvis kun ganske få, der er maritime,« forklarer han.

En statistik fra TrygFonden fortalte om over 1.700 drukneulykker over en periode på ni år, altså et antal sager i vand på omkring 110-120 om året. Ud af dem vurderede John Jensen, at en vandsøgshund ville kunne gøre en stor forskel i omkring halvdelen – 60-65 tilfælde – og dermed var der et behov.

Indledningsvis etablerede man derfor et samarbejde med dels svensk politi i forhold til uddannelsen af de danske hunde, og dels dykkerne i Søværnet, som hundene skal støtte i eftersøgningerne. Derudover har man et samarbejde med en retsmediciner, der er specialiseret i lig i vand, og endelig også en vandforsker fra Aarhus Universitet, der er specialist i aspekter omkring vand– og strømforhold.

Det var i øvrigt den samme vandforsker, der var med på Kim Wall-sagen og ved den lejlighed hjalp med beregningerne af færtens vandring fra vand til hundenæse, altså fra hvor hundene markerede, til der hvor dykkerne kunne gå i vandet og finde ligdelene.

 

Prøver på land inden vand

Som start på selve træningsforløbet lavede man et internt opslag blandt de etablerede patruljehunde og deres førere, hvilket kastede 12 ansøgere af sig. Nu, godt et år senere, er der seks tilbage, blandt andet efter at et par stykker faldt fra, fordi enten hund eller fører ikke var tryg ved vandet.

Af de seks tilbageværende er tre blevet godkendt i starten af juni, mens de tre resterende efter planen vil blive det i starten af efteråret. Til selve udprøvningen af hundene, som er sket på Sydfyn, har man igen samarbejdet med svenskerne og fået sat nogle øvelser op, så hundene kunne blive testet på højeste niveau.

De 12 ansøgere blev først sendt igennem nogle søgninger på land for at teste deres evner til at finde færten af lig, inden de blev introduceret for det våde element.

»Der har vi så en aftale med Søværnets Dykkertjeneste, og sammen med dem laver vi nogle prøvesejladser med hund og fører over nogle forskellige dage for at se, hvordan hunden reagerer på at være på båden. Om den kan falde til ro og rent faktisk bruge næsen 100 procent, eller om den bliver ved med at være urolig og på den måde ikke kan arbejde, som den skal. Vi får også set, om hundeføreren har det godt med at være på en båd, for hvis han er bare en lille smule utryg, så går det direkte ned i hunden,« forklarer John Jensen.

På den måde sikrede man sige, at ressourcerne blev brugt rigtigt, det vil sige på hunde, der udover i forvejen at være veltrænede til eftersøgning, også kunne håndtere at være på vand.
Her adskiller den danske strategi sig fra den svenske, forklarer John Jensen, fordi man i Sverige har valgt at have dedikerede vandsøgshunde, der så at sige ikke kan andet, mens man her i landet ser fordele i en bredere tilgang.

»Vi lægger det (red. at søge på vand) på vores eksisterende patruljehunde, så de hunde, der nu er blevet vandsøgshunde, allerede er godkendt som almindelige politihunde. Så det er en ekstra kompetence, vi lægger ovenpå. Ligesom vi har vores nedgravningshunde, der kan finde ting, som har ligget dybt nede i jorden i længere tid, og vores gruppe 1-hunde, der må gå på alvorlige forbrydelser – drab, knivstikkeri, skyderi og forsætlig brandstiftelse – de får en overbygning, så de bliver endnu dygtigere til at gå og søge på gerningssteder,« siger John Jensen.

»Vi har det udgangspunkt, at vi altid bygger fra grundhund. Det eneste, vi har, der er anderledes, er vores brandhund, der kun søger efter brandbare væsker og ikke laver andet,« tilføjer han.
God fysik – forskellige personligheder

Når det gælder vandsøgshundenes fysik, understreger John Jensen, at den naturligvis er i orden. Der er som nævnt tale om hunde, som allerede er godkendt til patruljearbejde, og de bliver dyrlægekontrolleret løbende, ligesom de har gennemgået diverse fysiske test, for at nå til hvor de er.

Hvad hundenes adfærd og “personlighed” angår, er det sværere at stille målbare kriterier op, men på det punkt behøver de sådan set heller ikke være ens, pointerer han.

»Hundene er jo, ligesom mennesker, forskellige, men de er alle sammen inden for rammen til at være politihund. Men der er så nogle, der har lidt mere nerve, eller har lidt mere ro i hovedet, og nogle, der er en lille bitte smule stressede og faktisk arbejder rigtigt godt på den måde, hvor der er andre, der ikke kan tåle stress og ikke ville kunne arbejde med det. Der er det vigtigt, at vi ser på, hvad det er for en type hund, og om den har det godt på platformen på båden,« siger John Jensen.

Til gengæld har alle de 12 hunde, der indtil videre har været i spil – og for den sags skyld også det nye kuld, der allerede er på vej, da “hunde jo har en udløbsdato,” som John Jensen siger – deres race til fælles. De er således alle sammen schæfere, fordi det jo altså er patruljehunde. Men man er ved at være klar til at brede perspektivet ud.

»Det næste vi skal i gang med, det er at overveje, om vi skal lave narko- og sprængstofhunde, der kan søge på vand, og det vil jo så blive labradorerne, der kommer i spil der. Det er bevidst, at vi er startet med patruljehundene, så hvis vi havde lavet nogle indlæringsfejl i forbindelse med opstarten, så havde vi ikke gjort det på dem alle sammen samtidig. På den måde kunne vi sikre os, at vi havde ramt inden for skiven, inden vi gik i gang med de to næste (red. kategorier),« fortæller John Jensen.

Også i den forbindelse har dansk politi arbejdet sammen med sine svenske kolleger, der som nævnt har en anden tilgang til udvælgelsesprocessen, og derfor også har flere racer “i drift” som vandsøgshunde, herunder springer spaniels.

I forhold til kvaliteten af deres lugtesans, mener John Jensen dog ikke, at der er den store forskel mellem dem, labradorerne og schæferne, og når man herhjemme bruger labradorer til eksempelvis narkosøgning, så handler det i høj grad om det praktiske aspekt. En labrador er simpelthen lettere at have med ind i en bolig og lede, herunder hvis den skal løftes op på skabe og så videre, ligesom den for de fleste vil virke mindre truende end en schæfer. Det handler om at bruge de ressourcer, man har.

»Vi kan jo ikke tage en golden retriever, for den har vi ikke i systemet. Vi er nødt til at tage en schæferhund, for det er det, vi har. Ellers skulle vi lave rene vandsøgshunde, der ikke laver andet, og det synes vi ikke, der er opgaver nok til,« siger John Jensen.

 

Verdens bedste vandsøgshunde

Fra Politihundetjenestens side er ambitionsniveauet på vegne af de danske vandsøgshunde lige så klart, som det er højt: De danske hunde skal være verdens bedste til deres job. Og det er man godt på vej imod, mener John Jensen.

»Målet med vores hunde er, at vi simpelthen skal have de bedste, og det er ikke for at lave konkurrence med andre lande. Det handler om at få den største udnyttelse af vores hunde. Jeg bryder mig ikke om at sige ”det er godt nok”. Jeg vil gerne have, at vi arbejder mod det bedste hele tiden, og det er også derfor, at vi kigger ud i verden og ser og “stjæler” gode idéer,« siger han.
Ifølge John Jensen finder man lige nu de bedste politihunde i Danmark, Norge og Sverige, og hvem der så lige er foran, skifter lidt i perioder, lyder analysen. Når de ringer fra de andre lande og vil være med i de danske kurser, så ved man, at vi har taget føringen, og senere går trafikken så den anden vej, som han forklarer. Det er ofte små udviklingskriterier, det handler om, også når det gælder vandsøgning.

»Hvor de svenske hunde kun søger fra båden, så har vi lagt et begrænsningssøg på, hvor hunden løber i vandkanten eller langs en havnemole, og så håber man på, at den kan få færten, fordi strømmen trækker færten ind til land, eller fordi vinden gør det. Her har vi taget et skridt længere end svenskerne, og det fungerer rigtig godt. Der samarbejder vi igen med vandforskeren, som så kan være med og sige, at hvis hunden markerer et bestemt sted, så skal vi søge dér og dér,« forklarer John Jensen.

Fremadrettet er planen nu, at der skal være en fast styrke på fire-seks vandsøgshunde i Danmark, fordelt nogenlunde ligeligt mellem landsdelene. John Jensen understreger dog, at det tal kan ændre sig, hvis antallet af relevante sager skulle vise sig større eller mindre med tiden.

Annonce

Annonce