En dårlig oplevelse i starten af karrieren har ikke slået dyrlæge Lotte Ejsten Hansen ud af kurs.
Tiden, der var svær, men brugbar læring – både faglig og menneskelig – gavner hende nu.
Gennem de sidste godt tre år har dyrlæge Lotte Ejsten Hansen haft sin gang på Thy Dyrehospital.
Her er arbejdsglæden stor, der er overskud til faglig fordybelse.
Og så arbejder kæresten, der ligeledes er dyrlæge, ovenikøbet samme sted. Tidligere i karrieren var virkeligheden imidlertid en anden. Da Lotte Ejsten Hansen blev færdig fra Københavns Universitet i 2019, hang de ledige jobs ikke ligefrem på træerne i hovedstadsområdet, så hun valgte at søge mod Sønderjylland – hvor hun oprindeligt er fra – for at forfølge en spændende mulighed.
»Det var en helt anderledes type klinik, fordi stifteren ikke selv var faguddannet, men han ville importere konceptet ’danske dyrlæger til tyske priser’ med fokus på at skabe noget konkurrence.
Vi var dog kun to dyrlæger på stedet, begge nyuddannede, så manglede lidt nogle erfarne folk at spare med, men senere kom der en tredje til,« fortæller hun.
Det handlede derfor om at gå evidensbaseret til værks med bøgerne som udgangspunkt, og så i øvrigt forsøge at suge læring til sig fra de eksperter, der overtog patienterne, når et dyr skulle henvises til behandling andetsteds.
Klinikken var desuden helt nystartet, så ved siden af konsultationerne skulle Lotte Ejsten Hansen også være med til at stå for at opbygge lagerbeholdning og styring af denne, samt indkøbe udstyr som eksempelvis ultralydsscannere, anæstesiapparater, digitalt røntgenudstyr og meget andet.
»Så der lærte jeg virkelig at arbejde selvstændigt og strukturere min tid, og det har da givet mig en hel masse.
Vi stod også for prissætning og skulle regne på vores tidsforbrug, timeløn, indkøbspriser, tilbagebetaling og alt muligt, så vi kunne skabe lidt profit. Det var ’learning by doing’,« siger Lotte Ejsten Hansen.
Tingene begyndte at skride, da klinikejeren gennem dialog med Lotte Ejsten Hansen og hendes dyrlægekollega tog fat på at evaluere deres arbejdsindsats ud fra samtaler med den anden part. Det skabte splid og en uheldig konkurrence, fortæller hun.
»Selvom vi ikke som sådan følte os spillet ud mod hinanden, så var det underligt, at vi skulle snakke om hinandens arbejde og de fejl, vi jo ikke kunne undgå at lave, for lukkede døre,« siger Lotte Ejsten Hansen.
Hvis man er ærlig omkring sine ambitioner og fremtidsplaner, så er det nemmere at tage en snak om, hvordan man kan nå derhen i fællesskab på en god måde.
Lotte Ejsten Hansen, dyrlæge, Thy Dyrehospital.
Indirekte fyringstrussel førte til angstsymptomer
Indehaverens manglende fagkundskaber viste sig også i de stille perioder på klinikken, hvor han uden varsel kunne finde på at annullere prissætningen og ændre på al strukturen, hvilket resulterede i et særdeles forvirrende arbejdsmiljø, forklarer Lotte Ejsten Hansen.
»Der kunne ske ændringer lige pludselig alt efter hans humør, eller hvad han måtte have hørt i markedet. Og så ville han også blande sig i det faglige arbejde, hvilket var ret grænseoverskridende,
fordi han jo ikke havde noget belæg for at kunne det med sin baggrund,« siger hun.
I det hele taget betød manglen på struktur, at mængden af konflikter mellem personalet på klinikken voksede, og ejeren var sjældent til stede i den daglige drift, selvom Lotte Ejsten Hansen og kollegerne efterlyste assistance til netop konfliktløsning.
»Stemningen var ikke særlig god, og navnlig var det ikke rart at være på klinikken, når ejeren var til stede. Så til sidst tog jeg en snak med ham om tingene, men han rettede min kritik tilbage
mod mig og mente, at jeg selv burde gøre noget mere på forskellig vis,« fortæller hun.
Generelt var der ingen lydhørhed over for de problemer, Lotte Ejsten Hansen udlagde, og samtalen sluttede med en indirekte fyringstrussel, hvilket førte til, at hun begyndte at udvise angstsymptomer, når lederen var på klinikken.
»Jeg var stadig nyuddannet og ret uerfaren efter under 10 måneder på klinikken, så det var et kæmpe pres at arbejde under, og alt i alt meget ubehageligt, så jeg endte med at sygemelde mig,« siger hun.
En ansættelse, der startede med sjove og spændende udfordringer, endte derfor reelt med en sygemelding, der kom til at vare godt to måneder. Tiden brugte Lotte Ejsten Hansen på at samle kræfter og finde ud af, hvordan hun kunne genfinde glæden ved at være i en praksis.
»Jeg kunne jo mærke, at jeg stadig gerne ville lære nyt og være i mit fag.
Problemerne på det gamle sted hang først og fremmest sammen med lederens personlighed og ledelsesstil, så det adresserede jeg i første samtale det nye sted for at finde ud af hvordan de håndterede forskellige udfordringer,« forklarer hun.
Stor værdi i at være ærlig fra start
Det nye sted var Gentofte Dyreklinik nord for København, ikke langt fra Valby, hvor Lotte Ejsten Hansen og kæresten dengang stadig boede, mens han gjorde sine studier som kvægdyrlæge færdige.
I samtalerne lagde hun meget vægt på at afkode stemningen på stedet, herunder de ansattes opfattelse af ledelsen.
»Jeg havde meget brug for at vide, at det var et sted, hvor man kunne tale om tingene, man kunne stille de spørgsmål, man havde behov for at stille, og at det var et trygt sted at være, hvor ens bekymringer bliver taget alvorligt,« siger hun.
De første to uger i Gentofte brugte Lotte Ejsten Hansen i en slags praktikforløb uden patientansvar, hvor hun fik mulighed for at lære procedurer og strukturer i klinikken at kende.
Stedet var ofte præget af stor travlhed, så værdien i den lidt tilbagetrukne rolle den første tid var stor.
»Det var rigtig godt for mig at få et indblik i, hvordan hverdagen på klinikken så ud, og hvordan de ansatte interagerer med hinanden, inden jeg startede for alvor.
Og det kan man kun få ved at være der,« siger hun.
Gentofte Dyreklinik viste sig hurtigt at være det rette sted for Lotte Ejsten Hansen.
Trods travlhed var der både god stemning og høj faglighed, og på mange måder blev det en genstart af karrieren med en fornyet tro på egne evner og genopdaget lyst til at lære nyt.
Fra starten var Lotte Ejsten Hansen fuldstændig ærlig omkring både de faglige og personlige udfordringer i det tidligere job, hvilket folkene i Gentofte ’var helt åbne overfor’, som hun siger.
Ligeledes meldte hun ud, at tiden på stedet nok ville blive kort, fordi det ville blive nødvendigt at flytte til Jylland, når kæresten var færdig, da det alt andet lige er lidt småt med kvægbesætninger i Gentofte og omegn.
»Vi kunne gennemføre skifte og flytning stille og roligt, fordi det ikke kom som en overraskelse for nogen.
Vi havde en god dialog fra dag ét, og de hjalp mig videre gennem deres netværk, så det var en rigtig god oplevelse.
Jeg lærte, at hvis man er ærlig omkring sine ambitioner og fremtidsplaner, så er det nemmere at tage en snak om, hvordan man kan nå derhen i fællesskab på en god måde,« siger Lotte Ejsten Hansen.
Blevet stærkere og klogere I starten af 2022 gik turen derfor fra det nordlige København til det nordlige Jylland og Thy Dyrehospital, hvor Lotte Ejsten Hansen startede 1. februar.
Beslutningen om at flytte tog hun i efteråret 2021, hvor ledelsen på Gentofte Dyreklinik også blev underrettet, så de havde god tid til at finde en afløser.
Thy var – og er – et sted, hvor tempoet er lidt lavere end i hovedstaden, men det passer Lotte Ejsten Hansen ganske glimrende.
»Vi har 30-minutters konsultationer, så man kan virkelig tage sig god tid til de komplicerede udredninger.
Jeg oplever også, at ledelsen er meget lydhøre for de daglige input og forslag til ændringer, man kommer med.
Det bliver taget alvorligt, og så prøver vi det af og ser, hvor det bærer hen,« siger hun og fortsætter:
»Generelt bliver personalet inddraget meget, og vi er et ligeværdigt team.
Det er jeg rigtig glad for. Derudover er der også meget fleksibilitet i hverdagen.
Vi har stiftet familie heroppe, og der bliver taget meget hensyn til, at vi kan få det til at hænge sammen i forhold til vagtplaner og så videre.«
Med såvel arbejds- som privatliv på skinner i det nordjyske kan Lotte Ejsten Hansen se tilbage på en periode i Sønderjylland, som hun for en stor dels vedkommende helst havde været foruden,
men som hun alligevel – med oplevelsen lidt på afstand – også kan trække noget brugbart ud af.
»Der var også mange ting, der var gode, trods alt. Forholdet til kollegerne var for det meste godt, især med de andre dyrlæger, så jeg har helt sikkert lært noget, for eksempel om det økonomiske og praktiske i at drive en klinik, som jeg har taget med mig videre.
Alt i alt har det styrket mig og gjort mig klogere på, hvad jeg har lyst til at være en del af,« siger hun.
