På trods af at tætte relationer mellem kæledyr og ejer går langt tilbage i tiden, mangler der stadig ofte anerkendelse af den store sorg, der kan være forbundet med at miste sin hund.
Vi skal alle dø, og det skal hundene også. Mens de fleste hundeejere i Danmark kan forvente at blive over 75 år gamle, lever hunde i dag typisk et sted mellem 10 og 12 år.
Det betyder, at man som hundeejer skal regne med, at man kommer til at opleve sin hunds alderdom og død.
Langt de fleste hundeejere ser deres hunde som familiemedlemmer.
I en undersøgelse fra 2022 var det således 96 procent af et repræsentativt udsnit af danske hundeejere, som udtrykte, at de var helt eller delvist enige i udsagnet: ’Jeg føler, at mit kæledyr er en del af min familie’.
Derfor vil det for mange hundeejere være forbundet med sorg at miste en hund.
I dag er det almindeligt anerkendt, at sorg i forbindelse med tab af et familiemedlem eller et andet nærtstående menneske ikke er noget, man skal forsøge at fortrænge – men en proces, man skal leve igennem med henblik på at acceptere og forstå tabet og tilpasse sig til et liv uden den afdøde.
I den proces er anerkendelse og støtte fra omgivelserne helt afgørende.
Noget tilsvarende gælder for sørgende hundeejere, men for dem bliver ulykken nogle gange forstærket af manglende empati fra omgivelsernes side.
Ro til at sørge Den ene af os havde for nyligt i sin rolle som leder en samtale med en medarbejder, der virkede rigtig trist.
Da der blev spurgt ind til, hvad der var galt, fortalte hun, at hun for nyligt havde måttet sige farvel til sin elskede hund.
Som arbejdsgiver kan man ikke tilbyde orlov eller lignende i forbindelse med en hunds sygdom og død, men man kan udvise forståelse med medarbejderens situation og tale om, hvordan arbejdet kan tilrettelægges på en måde, så medarbejderen får ro til at sørge.
Vi fik derfor en god samtale om situationen, som der blev fulgt op på efterfølgende.
Ved en senere lejlighed har vedkommende udtrykt tilfredshed med at blive mødt med forståelse i forbindelse med sin sorg – men har samtidig fortalt om sin frustration over at blive mødt med manglende respekt fra en del af omgivelserne.
Det værste i den forbindelse har ifølge hende været jævnlige opfordringer til at se at komme videre og få sig en ny hund.
Anerkendelse og respekt Mange er nok inspireret af scenen i Matador, hvor den sørgende grisehandler Oluf Larsen kommer sig mirakuløst over sorgen efter tabet af sin gamle hund Kvik, da man
giver ham en ny hundehvalp af samme race. Selv om det er i den bedste mening, at en del kan finde på at foreslå, at den sørgende hundeejer ’bare’ skal se at få sig en ny hund, kan dette virke som et udtryk for manglende respekt og forståelse.
Her kan det være værd at tænke på Den Lille Prins’ foragt over for andre roser og hans længsel efter sin egen samt på rævens kommentar: ’Det er den tid du har spildt på din rose, som gør den så betydningsfuld’.
Og senere: ’Du har for evigt ansvaret for det, som du har gjort tamt’.
Disse citater er meget beskrivende for den tilknytning, nogle ejere føler til deres afdøde hund.
Manglende anerkendelse og respekt kan klart vanskelligøre tilværelsen for den sørgende.
Således er der international forskning, som peger på, at det kan være sværere at komme sig over sorgen over et dødt familiedyr, hvis denne opleves som noget unormalt eller skamfuldt.
Historiske kæledyrsrelationer
Det er langt fra alle danskere, som har forståelse for den tilknytning, som nogle mennesker har til deres hunde – og de nogle gange store summer, som hundeejere
bruger på dyrlægebehandling for at give hunden et godt liv til det sidste.
Her vil mange typisk undre sig over, hvorfor man ikke blot køber en ny hund, som i de fleste tilfælde vil være betydeligt billigere.
Til gengæld kan rigtig mange danskere forstå værdien i dyre biler, eksotiske ferierejser, mærketøj og designermøbler, som ret beset jo er luksus, vi let kunne leve foruden.
Mens de fleste accepterer hinandens materielle (over)forbrug, kan hundeejere blive mødt med fordømmelse overfor de ressourcer, de bruger på deres hunde.
Det er således stadig i mange sammenhænge udbredt at opfatte det som lidt komisk, når mennesker går op i deres dyr.
Nogle opfatter optagethed af hunde og andre kæledyr som udtryk for noget, der kun hører vores nuværende, angiveligt dekadente tid til.
Langt tilbage i historien har det dog været almindeligt at udtrykke kærlighed til hunde og dermed også sorg i forbindelse med hundens død.
Tilbage i det antikke Grækenland og Rom finder man gravsten og andre mindesmærker for afdøde hunde, og man finder en række stærke skriftlige vidnesbyrd fra mennesker, som har sørget over tabet af en hund.
I Odysseen beskrives et hjerteskærende øjeblik hvor Odysseus vender hjem til Ithaca efter 20 års krig og rejse, og forklædt som en tigger genforenes med sin døende hund Argos, hvilket resulterer
i at Odysseus græder.
Der er arkæologiske fund dateret til at være mere end 10.000 år gamle, hvor hunde er begravet sammen med mennesker.
I det område, hvor Danmark i dag ligger, har man fundet grave, som går helt tilbage til jægerstenalderen, hvor hunde enten er begravet alene – frem for bare at blive smidt på møddingen – eller
sammen med deres ejere.
Plads til minderne Også i moderne tid har mennesker fundet måder at mindes en afdød hund på.
At få lagt hunden på en særlig dyrekirkegård har været en mulighed meget længe.
Allerede i slutningen af 1800-tallet blev der på det nuværende Østerbro etableret en hundekirkegård, som eksisterede frem til 1916.
Der findes i dag dyregravpladser med individuelle gravsteder med tilhørende gravsten mindst seks forskellige steder i Danmark.
Dog er der grund til at tro, at det med gravsteder til dyr, ligesom med gravsteder til mennesker, er på retur.
I stedet vælger man typisk andre måder til at fastholde mindet om den afdøde hund.
Har man en have, kan man vælge at begrave sin hund der, og man kan markere stedet på forskellige måder.
Det store flertal af hundeejere vælger tilsyneladende at få deres hund kremeret, når den er død.
Nogle vælger såkaldt separat urnekremering, hvor de efterfølgende får hundens aske tilbage i en urne, mens andre ikke ønsker at få asken tilbage og vælger en fælleskremering.
Det største kæledyrskrematorium i Danmark oplyser, at stadigt flere vælger at gøre brug af tilbuddet om separat urnekremering, og at det i dag er cirka 25 procent af de kremerede hunde, som kommer retur i en urne.
Denne urne kan ejeren så enten have stående på en hylde som et minde, eller de kan sætte den i jorden i haven eller et andet sted.
Der er også et stigende antal mennesker, som vælger at få en del af hundens aske ind i et smykke, der kan bæres som et minde. Endelig vil rigtig mange mindes via fotografier, poteaftryk
og lignende. Sociale medier bruges tilsyneladende flittigt til at dele minder om hunden med andre.
Ligesom hunde er en del af mange menneskers familieliv, fortsætter mange af dem også efter deres død med at være en del af deres ejeres livsfortælling.
Det kan være svært for nogle at sætte sig ind i; men det er noget, som alle bør respektere.
