Med en strategisk indsats for at forbedre hundes trivsel gennem adfærdsfokuseret behandling har Havdrup Dyreklinik markeret sig som en frontløber inden for feltet.
»Det startede med, at vi søgte en klinikassistent, men hurtigt blev det tydeligt, at Kristina Tornqvists erfaring og viden inden for hundeadfærd kunne give os meget mere, end vi havde forestillet os,« fortæller dyrlæge Kirsten Frederiksen, medejer af Havdrup Dyreklinik.
Det blev begyndelsen på en rejse mod meget mere fokus på hundeadfærd, som Kirsten Frederiksen og kollegerne hos Havdrup Dyreklinik langt fra er færdig med.
Kristina Tornqvist, der uddannet forskningslaborant og dyretekniker har blandt andet flere kurser/efteruddannelser på adfærdsområdet, herunder problemadfærd hos unghunde, stress og smerteadfærd
og optimering af trivsel hos hund. Kristina, der er ’Fear Free-certificeret’ og har fokus på ’den gode dyrlægeoplevelse’, har nemlig skabt markante forbedringer i klinikkens arbejde. Ikke mindst når det
kommer til at skabe tryghed for både dyr og deres ejere.
»Jeg fungerer som en slags sygeplejerske på børneafdelingen, der tager hånd om ’hundebarnets’ mentale velbefindende. Når hunden er rolig, bliver ejeren det også, hvilket giver dyrlægen bedre mulighed for at udføre sit arbejde,« forklarer Kristina Tornqvist.
Konkret effekt af adfærdsarbejdet
Implementeringen af adfærdsfokuserede metoder har haft konkrete resultater. Veterinærsygeplejerskerne har nu bedre redskaber til at håndtere adfærdspatienter, og klinikken oplever en stigende efterspørgsel
på stressreducerende produkter som for eksempel Adaptil og Aptus Relax.
»Vi er blevet bedre til at gribe adfærdspatienter tidligt og sætte ekstra tid af til dem, hvilket har forbedret vores behandling og kundernes oplevelse,« siger Kirsten Frederiksen.
Et konkret eksempel er anvendelsen af Licki-mat og vådfoder, eller snusemåtte under behandlinger som negleklip. Dertil kommer, at klinikken oplever en stigende efterspørgsel på stresssænkende produkter.
»Simple redskaber som for eksempel foderaktivering under behandlinger hjælper med at holde dyrene distraherede, tilpas og rolige, hvilket gør behandlingerne lettere og mindre stressende for alle parter,« tilføjer Kristina Tornqvist.
Derudover har klinikken indført klinikmiljøtræning, hvor Kristina låner klinikkens arealer. Dette er med ekstra fokus på adfærd, hvor bange eller ængstelige dyr gradvist bliver introduceret til klinikmiljøet.
Dette inkluderer alt fra træning i at hoppe op på undersøgelsesbordet til stressfri håndtering, hvor der kan bruges beroligende musik og dufte i kliniklokalerne. »Vi ser en markant forskel i dyrenes adfærd, når vi møder dem på deres præmisser,« understreger Kristina Tornqvist.
Fra finalist til forbillede
Arbejdet med adfærd gav Havdrup Dyreklinik en plads som finalist, da Årets Initiativpris 2024 skulle uddeles.
Selvom klinikken ikke vandt prisen – en ære der tilfaldt Randers Dyrehospital – er Kirsten Frederiksen stolt af klinikkens nominering og status som finalist.
»At være blandt de tre finalister er en stor anerkendelse af vores arbejde. Det motiverer os til at fortsætte udviklingen og inspirere andre klinikker til at fokusere på adfærd,« understreger hun.
Fokus på stressfri behandling Som eksempel på hvad klinikkens fokus på adfærd betyder i praksis, nævner Kristina Tornqvist hunden Alex, der tidligere var bange for dyrlægebesøg. Alex havde som hvalp haft en dårlig oplevelse, hvilket gjorde ham urolig og stresset ved besøg.
Kristina Tornqvist arbejdede intensivt med Alex og hans ejer, og ved hjælp af gradvis tilvænning og positiv forstærkning lykkedes det at gøre besøgene til en tryg oplevelse.
»Alex er nu i stand til at blive undersøgt uden tegn på stress eller angst, hvilket er en enorm forbedring for både ham og hans ejer,« forklarer hun.
Klinikkens tilgang indebærer at aflæse og forstå dyrenes adfærd under konsultationerne. Kristina Tornqvist sammenligner processen med at opbygge adfærdsforståelse mellem dyr og ejer.
»Ved at træne ejere i at skabe positive oplevelser for deres dyr, som for eksempel at hoppe op på en flade der minder om et undersøgelsesbord derhjemme, kan vi mindske deres stress markant, når de kommer til klinikken,« forklarer hun.
Et andet element er særlige konsultationer for dyr med dyrlægeangst, hvor Kristina deltager i konsultationen og støtter patienten. Konsultationerne giver mulighed for at arbejde med dyrene i et trygt miljø uden tidspres.
Dette giver også dyrlægen er fair chance for at vurdere en afslappet patient.
»Ejeren bliver mere afslappet, og det samme gør dyret. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt,« siger Kristina Tornqvist.
Vi er blevet bedre til at gribe adfærdspatienter tidligt og sætte ekstra tid af til dem, hvilket har forbedret vores behandling og kundernes oplevelse,
Kirsten Frederiksen, medejer, Havdrup Dyreklinik.
Trivsel på arbejdspladsen
Trivsel hos personalet er også en vigtig del af klinikkens succes, fortæller Kirsten Frederiksen. Blandt andet har personalet mulighed for at tage deres egne hunde med på arbejde, og der er altid tid til at dele ny, faglig viden.
»Vi har en arbejdsplads, hvor humor og sammenhold er i fokus Det skaber en positiv energi, som smitter af på vores patienter og klienter. Vi lærer af hinanden og styrker vores faglige kompetencer hver dag, hvilket gør
os bedre som et samlet team,« siger hun.
Gode råd til andre klinikker
Kristina Tornqvist og Kirsten Frederiksen har flere råd til klinikker, der ønsker at arbejde mere med adfærd. »Det vigtigste er at have tålmodighed og forstå, at det er en proces. Små skridt kan gøre en stor forskel, og det er vigtigt at have ledelsens opbakning,« siger Kristina Tornqvist. Hun anbefaler desuden at tilbyde special-træning i klinikbesøg og skabe trygge rammer for dyr og ejere.
»Med den rette tilgang kan vi gøre dyrlægebesøg til en positiv oplevelse for alle parter,« siger hun.
Udvalgte initiativer på Havdrup Dyreklinik
Brug af Licki-mat og vådfoder til stressreduktion.
• Adfærdsfokuserede negleklip.
• Træning i klinikbesøg for ængstelige dyr uden dyrlæge.
• Konsultationer med dyrlæge og Kristina til stressreduktion og tryghed for dyret.