Dyrlægen

Dyrlæge i Lapland

Dyrlæge Raiku Sarvijoki udskiftede katteklinikken på Frederiksberg med finske rensdyr, da hun i 2012 tog et job som veterinær i Lapland.

60-årige Raiku Sarvijoki gik fra at være indehaver af egen specialklinik for katte til at lukke klinikken på Frederiksberg for at tage til Grønland i en periode og arbejde med tilsyn med levnedsmiddelvirksomheder og kødkontrol samt kæledyr i Nuuk.

Arbejdet i Grønland gav dyrlægen mod på at drage afsted igen, og det bragte hende til et spændende job som dyrlæge i Lapland.

»Da jeg kom hjem fra Grønland, syntes jeg, at de danske vintre var for grå, våde og mørke. Jeg savnede frosten og den hvide sne i Arktis,« siger Raiku Sarvijoki.

Hun er født i Finland men kom til Danmark i 1973 og har både taget studentereksamen og dyrlægeuddannelsen i Danmark.

I vinteren 2012 tog Raiku Sarvijoki et job som kommunal veterinær i Finlands nordligste kommune, Inari, hvor tre dyrlæger dækker et område på størrelse med Jylland.

Dyrlægen arbejdede på klinikken i byen Ivalo, indtil hun gik på pension i 2014. Her omfatter dyrlægens arbejde foruden rensdyr, otte kvægpraksis i kommunen, enkelte travheste og smådyrspraksis på klinikken. Desuden fører dyrlægen tilsyn med rensdyrslagterier og opskæringsvirksomheder, statens fiskeavl og slædehundehold.

»Klinikken er jo bare et udgangspunkt til praksis. Om vinteren består store dele af praksis af, at man tager ud til rensdyrseparationer, hvor slagtedyrene bliver skilt fra, og levedyrene bliver ormebehandlet med injektion. Det kunne give nogle lange dage og nætter i fjeldet, fordi arbejdet forgik de steder, hvor man samler rensdyrene,« siger Raiku Sarvijoki.

Hun forklarer, at Finland har lovpligtig dyrlægeservice til produktionsdyr i de områder, der er tyndtbefolkede. I Lapland er produktionsdyr primært rensdyr, som kan sammenlignes med kødkvæg.

Besætningshåndtering af flere tusind rensdyr

Raiku Sarvijoki havde ansvar for levende- og slagtesyn af rensdyrene i kommunen, hvor man anslår, at der lever mellem 45.000 og 65.000 rensdyr som levendebestand.

Om efteråret og vinteren samles rensdyrene til slagteseparationer, og i den forbindelse er dyrlægen til stede, dels for at se levendesyn på dyrene, der skal slagtes og dels for at ormebehandle.

»Der samles mellem 2.000 og 3.000 rensdyr af gangen, så det er overkommeligt at gennemgå dem alle. Dette foregår jævnligt for at komme igennem alle 65.000 rensdyr i kommunen. En separation tager mellem seks og otte timer. I foråret samler man igen rensdyrene for at mærke hvilke mødre og unger, der hører sammen. Ellers lever de frit i naturen,« siger Raiku Sarvijoki, og forklarer, at rensdyr er drøvtyggere, der kan sammenlignes med får.

For at kunne arbejde som dyrlæge i Lapland måtte Raiku Sarvijoki sætte sig ind i rensdyrsygdomme, hvilket især omfatter parasitære sygdomme. Det er kun et fåtal af dyrene, der bliver behandlet i forhold til andre sygdomme, hvilket hænger sammen med, at dyrene lever frit i naturen, forklarer hun.

På job i fjeldet

Arbejdet i fjeldet faldt ikke unaturligt for Raiku Sarvijoki, der nød de lange køreture i Laplands natur.

»Når man har vagt, kan man blive ringet op vedrørende en kolikhest, som ligger 250 kilometer væk fra klinikken, og så skal man finde sit grej og køre ud. På den måde svarer arbejdet til alt mulig andet dyrlægearbejde på landet – afstandene er bare noget længere,« siger Raiku Sarvijoki, der ofte kørte 200-300 kilometer på en praksisdag.

»Det bedste ved at være i Lapland var arbejdet i naturen. De lange køreture til patienterne foregik i smukke omgivelser i fjeldet,« siger dyrlægen.

Ifølge Raiku Sarvijoki kræver arbejdet i fjeldet en særlig indstilling til livet, så man tager tingene, som de kommer.

»I Lapland tænker man ikke, nu er det nat, og jeg bør sove, så jeg kan nå på job i morgen tidlig. Man er tilstede her og nu i rensdyrseparationen uanset tidspunktet. I Danmark går man til kurser i mindfulness, men det behøver man ikke i Lapland, for hvis man ikke lever i nuet, så hører man slet ikke til,« siger hun, og pointerer, at man må acceptere, at man ikke kan ændre på forholdene. Afstandene er lange, og vejret kan gøre, at en tur, der normalt tager to timer, pludselig tager fem timer, fordi det sner, så du ikke kan se vejen.

»Det er et fantastisk område at være i, fordi man får en indre ro,« siger Raiku Sarvijoki.

 

Læs hele artiklen her

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce