Dyrlægen

Derfor skal annoncering på Facebook have plads i dit budget i 2022

De sociale medier er kommet for at blive og rummer et hav af muligheder. Der er altså mange gode grunde til, at annoncering på Facebook skal have plads i dit markedsføringsbudget i 2022. Her får du tre af dem.

Kalenderen skriver 2022, og nytårsklokkerne har for længst ringet af. For mange virksomhedsejere er årsskiftet et naturligt tidspunkt at gøre status over året, der gik, og kigge frem mod året, der kommer. Det sætter mange tanker og refleksioner i gang.

En af disse er, hvordan midler og ressourcer skal budgetteres det kommende år. Skal der investeres i et nyt røntgenapparat? Skal en eller flere medarbejdere sendes på kursus eller efteruddannelse? Og – sidst, men ikke mindst – hvor mange grunker skal der sættes af til at øge din kliniks synlighed blandt målgruppen?

Når du endelig er kommet frem til et markedsføringsbudget, som er passende for netop din klinik, dens størrelse og dine ambitioner, presser et nyt – og mindst lige så vigtigt – spørgsmål sig på: Hvordan skal pengene fordeles mellem markedsføringsaktiviteter på forskellige kanaler?

Skal du have en ny hjemmeside? Eller skal du have fast spalteplads i den lokale ugeavis? Mulighederne er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Af samme årsag er det afgørende, at du er skarp i dine prioriteringer, så du ikke ender med at skyde med spredehagl med et forsvindende lille udbytte som resultat.

Ét af de steder, hvor du med fordel kan allokere en betragtelig andel af dit samlede markedsføringsbudget, er annoncering på Facebook. Det er der mange gode grunde til. Jeg giver dig tre af dem her.

 

1) Din målgruppe er på Facebook

De sociale medier er kommet for at blive. Det kan der vist ikke længere sættes spørgsmålstegn ved. De er med årene kun blevet mere populære og har for længst overhalet både opkald og SMS som vores foretrukne kommunikationsmiddel. Især hos den yngre del af befolkningen fylder de sociale medier meget i hverdagen, men også blandt de ældre bliver de mere og mere udbredt.

Selv om der hele tiden popper nye sociale medier op, er Facebook fortsat den mest udbredte platform i Danmark. Hele 77 procent af befolkningen over 12 år har en profil på Facebook, og samtidig beretter 64 procent, at de besøger Facebook flere gange dagligt.

Der er derfor stor sandsynlighed for, at også din målgruppe befinder sig på netop Facebook. Det kan intet andet medie bryste sig af. Og ikke alene er din målgruppe på Facebook, de er der også for at opdage nye produkter, services og virksomheder.

 

2) Ram i bull’s eye

Big brother is watching you. Om du kan lide det eller ej, så kender Facebook dig som sin egen bukselomme. Facebook ved, hvor du bor, hvor du ofte befinder dig, hvem du er i familie med, hvad du interesserer dig for og meget andet. Al den information har det sociale medie brugt til at skabe en af verdens førende annonceplatforme.

Når du indrykker en annonce i en avis, ligger avisen inde med data om gennemsnitsmålgruppen. Avisen ved måske, at 55 procent af dens læsere er mænd i alderen 50-55, der er bosat i Roskilde. Men det betyder samtidig ikke, at avisen ikke også læses af kvinder i alderen 20-25 bosat i Hedehusene. Du har med andre ord ikke fuld kontrol over, hvem der ser dine indrykkede annoncer.

Helt anderledes ser det ud, når du ’indrykker’ en annonce på Facebook. Her kan du udnytte al den data, Facebook har indsamlet til at målrette dine annoncer mod meget specifikke målgrupper, lige så vel som du kan ekskludere irrelevante ’personer’.

Alt i alt sikrer det, at du bruger dine annoncekroner på at blive eksponeret for dem, der er mest tilbøjelige til at reagere på dine annoncer.

 

3) Facebook-annoncer er billige

Nu er alt jo relativt, men faktum er, at Facebook fortsat er en af de billigste annonceplatforme – også selv om priserne de seneste år kun er gået en vej, og det er op.

Langt de fleste kan flytte bjerge med et dagligt budget til Facebook-annoncering på 25 kroner dagligt. Hvis du er vant til at have jeres kliniknavn og billede i den lokale avis, ved du, at du her ikke kommer langt med et sådant budget.

Kigger vi på prisen per klik, betaler man også i lagt de fleste erhverv en lavere klikpris på Facebook sammenlignet med Google.

Så hvis du ikke allerede har sat budget af til annoncering på Facebook i 2022, så har du her fået tre gode grunde til at gøre det med det samme.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce