Dyrlægen
Malene Meyer er rigtig tilfreds med den måde uddannelsen er sammensat i dag, men hun vil ikke afvise, at man i fremtiden skal kigge på at gøre uddannelsen til en professionsuddannelse.

Der er snart gået 30 år: Er det tid til et kvalitetsløft?

Den nuværende struktur for uddannelsen til veterinærsygeplejerske kan snart fejre 30-års jubilæum. Indholdet er opdateret en smule undervejs, men er det ved at være tid til at gennemføre en gennemgribende ændring af uddannelsen?

Uddannelsen til veterinærsygeplejerske er omdiskuteret og ofte til debat i branchen. Er uddannelsen opdateret og relevant anno 2021, eller trænger den til en ordentlig omstrukturering og opdatering? Det har vi på Fagmagasinet Dyrlægen snakket med centrale parter om, ligesom vi sætter uddannelsen i et historisk perspektiv.

Den uddannelsesstruktur, vi kender i dag, kan snart fejre 30-års jubilæum, da den trådte i kraft tilbage i 1992, hvor den daværende uddannelse havde cirka 20 år bag sig. Dengang fik uddannelsens indhold, struktur og opbygning en ordentlig rusketur. Uddannelsen til veterinærsygeplejerske gik fra at være en privat uddannelse til at være en offentlig godkendt erhvervsuddannelse.

»Den nye uddannelse afveg meget i forhold til den tidligere uddannelse. Den blev længere, og det blev en vekseluddannelse med skift mellem skoleophold og praktikophold, og skoledelen blev markant udvidet,« siger dyrlæge Ove Mohr, der på daværende tidspunkt også var uddannelseschef på Kolding Tekniske Skole, og spillede en central rolle i skabelsen af den nuværende uddannelse til veterinærsygeplejerske.

»Vi havde på skolen andre uddannelser, der beskæftigede sig med dyr, så det var naturligt, at vi også interesserede os for uddannelsen til veterinærsygeplejerske. Jeg tog derfor kontakt til forskellige aktører inden for branchen,« siger Ove Mohr.

 

Skepsis i starten

Der skulle laves en bekendtgørelse for uddannelsen, og i den proces blev repræsentanter fra branchen hidkaldt til det faglige udvalg. Skolen assisterede udvalget med at lave en bekendtgørelse, der beskrev uddannelsen. Herefter gik en langstrakt og besværlig politisk proces i gang, som endte med, at ministeriet godkendte den nye struktur og det nye indhold i uddannelsen til veterinærsygeplejerske, som skulle have til huse i Kolding.

»Alle os, der stod bag uddannelsen, var overbeviste om, at en forbedring af det faglige niveau på uddannelsen og en styrkelse af veterinærsygeplejerskernes kompetencer ville kunne aflaste dyrlægerne på klinikkerne og hospitalerne og derved også øge serviceniveauet de pågældende steder. De nyuddannede veterinærsygeplejersker ville ligeledes få et godt fagligt ståsted som afsæt til deres videre arbejdsliv,« siger Ove Mohr.

Som med så mange andre ændringer mødte den nye uddannelse dog en smule modstand i begyndelsen.
»Der var til at begynde med en vis skepsis blandt dyrlægerne, men det tog ikke lang tid, før den skepsis forsvandt, og branchen tog godt imod den nye uddannelse,« siger Ove Mohr.

 

Skal uddannelsen være en professionsbacheloruddannelse?

Uddannelsen løftede det faglige niveau blandt veterinærsygeplejerskerne, da tiden på skolebænken blev forlænget med knap 20 uger. Det var, ifølge Malene Meyer, der er formand for Veterinærsygeplejerskernes fagforening og medlem af det faglige udvalg, det helt rigtige skridt dengang, selv om hun ikke selv nåede at være en del af den nye uddannelsesstruktur.
Det bliver løbende diskuteret i det faglige udvalg, hvorvidt det kunne være en idé at løfte uddannelsesniveauet endnu engang ved at gøre uddannelsen til veterinærsygeplejerske til en bacheloruddannelse på universitetet. Det er ifølge Malene Meyer en god idé på sigt, men det er ikke det rette tidspunkt.

»Årsagen er, at hvis vi for nuværende skulle tage skridtet fra erhvervsuddannelse til bacheloruddannelse, kunne vi risikere, at praktikdelen stort set ville forsvinde. Vi ville i en professionsbacheloruddannelse have en udfordring med at skaffe praktikpladser nok til at kunne tilbyde lige så lange praktikophold, som eksempelvis human sygeplejerskeuddannelsen har. Dette kunne muligvis resultere i væsentligt kortere praktikophold,« siger hun og uddyber, hvorfor det fra hendes synspunkt ville være uheldigt for uddannelsens kvalitet.

»Det er netop kombinationen af faglig dygtighed og praktiske færdigheder, der gør veterinærsygeplejersker så attraktive for branchen. Så i min optik har vi den optimale uddannelsesform for veterinærsygeplejersker i Danmark, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal tage springet i fremtiden,« siger hun.

Hos Dyrelægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (DA) har man ligeledes et yderst positivt syn på den uddannelsesform, vi har i dag. Blandt andet den udvikling uddannelsen har været gennem de sidste ti år med en øgning af skoletiden og et løft i antallet af elever og praktikværter samt autorisationsbekendtgørelsen, som har haft stor betydning.

»Jobbet som veterinærsygeplejerske er et praktisk erhverv, og derfor er erhvervsuddannelsen den rigtige form. Derfor ønsker vi heller ikke en professionsbacheloruddannelse med optag via den koordinerede tilmelding, da det vil resultere i studerende med høje karakter fra gymnasiet, da uddannelsen grundet sin popularitet forventeligt ville få en tårnhøj adgangskoefficient, fremfor de mest egnede. Det er et meget stort plus, at branchen ved ansættelse af elever selv finder de rigtige kandidater,« siger Mikkel Markussen, formand for DA, og Lars Bloch, formand for fagligt udvalg og bestyrelsesmedlem i DA.

 

De rigtige mennesker og den rette struktur

Der er bred enighed om, at man allerede har fat i de rigtige mennesker, og at løsningen på branchens udfordringer ikke nødvendigvis er at løfte niveauet af uddannelsen yderligere.

»Mange veterinærsygeplejersker er meget fagligt orienteret og brænder for deres fag. Det faglige niveau i dag er rigtig godt, og mange tager forskellige efteruddannelser. Vi har i forvejen fat i de rigtige mennesker, som brænder for at hjælpe dyr. Jobbet som veterinærsygeplejerske foregår ikke kun oppe i hovedet, man skal også kunne lide at tage sig af diverse andre arbejdsopgaver,« siger Malene Meyer.

Hos DA har man ligeledes en opfattelse af, at de studerende er de helt rigtige fremtidige veterinærsygeplejersker, som gør en forskel ude på klinikkerne

»Vi oplever, at elever på uddannelsesaftaler er en vigtig og skattet del af personalet i mange praksis, hvor praktikanter fra bacheloruddannelse nærmere bare ville være på kortere besøg i “kigge praktik”,« siger Mikkel Markussen og Lars Bloch.

Veterinærsygeplejersker er i forvejen som mennesketype pligtopfyldende og ansvarsbevidste og kan lide at hjælpe. Det mærkes ikke kun ude på klinikker og hospitaler, men også under uddannelsesforløbet på Hansenberg.

»Fra Hansenberg hører vi også, at dem, der studerer til veterinærsygeplejerske, ikke skal lære at møde ind til tiden og følge undervisningen, som man skal på mange andre erhvervsuddannelser. Mange af dem har jo også taget en gymnasial uddannelse for så at tage en erhvervsuddannelse,« siger Malene Meyer, der fremfor for nuværende at fokusere på uddannelses længde og sammensætning synes, at det er mere relevant at fokusere på branchen som helhed. En holdning, Mikkel Markussen og Lars Bloch fra DA deler.

» I vores perspektiv er den uddannelsesstruktur, vi har i Danmark, perfekt, og som hidtil skal den løbende justeres og tilpasses, men vi ser absolut ingen værdi i en reform af uddannelsen,« lyder det.

 

Survey

Da 2020 nærmede sig sin afslutning, besluttede vi her på Fagmagasinet Dyrlægen, at vi ville kigge nærmere på, hvad det er for udfordringer, der fylder mest i hverdagen ude i branchen. Derfor udfærdigede vi en survey med 15 spørgsmål omkring alt fra brugen af sociale medier til, hvad man ude på klinikkerne oplever, at der mangler hjælp til.

Resultaterne fra denne survey danner grundlag for en række af interviews med personer fra branchen, som forholder sig til udfordringerne og kommer med deres bud på løsninger. I denne artikel kigger vi nærmere på uddannelsen til veterinærsygeplejerske, som nærmere sig 30-års jubilæum i sin nuværende form. Holder den stadig, eller trænger den til en opdatering? Sammen med dyrlæge Ove Mohr, der var en central skikkelse, da uddannelsen til veterinærsygeplejerske blev en erhvervsuddannelse, ser vi lidt tilbage, mens vi sammen med Malene Meyer, formand for veterinærsygeplejerskernes fagforening, ser på uddannelsen i forhold til nutiden og fremtiden.

Annonce