Helle Nørgaard Mouridsen skaber værdi for kolleger, klienter og patienter på Skjern Dyrehospital.
Når Helle Nørgaard Mouridsen træder ind på Skjern Dyrehospital, er det ikke blot som en dygtig veterinærsygeplejerske – men som en afgørende støtte for sine kolleger og en uundværlig ressource i den daglige drift.
Hun er nu blevet hædret som årets veterinærsygeplejerske 2024, en pris sponsoreret af Eickemeyer, Specific og Veterinærsygeplejerskernes Fagforening.
»Det er simpelthen så overvældende at vide, at man gør en forskel i hverdagen og faktisk fortjener den her pris,« siger Helle Nørgaard Mouridsen, der er dybt rørt over anerkendelsen.
Et forbillede med dyb faglig viden
Helle Nørgaard Mouridsen fik under sin uddannelse et godt råd, som hun tog til sig.
Rådet kom fra hendes uddannelsesansvarlige og var, at hun skulle vælge noget, som hun brændte for i faget – og så fokusere maksimalt på det.
Hun kastede derefter al sin kærlighed på anæstesi og akutmedicin.
Med en konstant nysgerrighed på nye teknikker og behandlingsmetoder stræber hun efter at levere den bedste pleje for sine patienter.
»Det er et fag, hvor du aldrig stopper med at have udfordringer, og der kommer hele tiden ny viden,« forklarer hun.
Helles indsats værdsættes også af hendes nærmeste kolleger.
I indstillingen beskriver dyrlæge Nina Haahr, hvordan Helles faglige fundament og engagement gør hende til et forbillede: »Jeg kan uden skyggen af tvivl sige, at jeg aldrig har arbejdet sammen med en VSP som Helle.«
Kollegial omsorg og ansvar
For Helle Nørgaard Mouridsen handler arbejdet på Skjern Dyrehospital om mere end blot det faglige.
Hun har et stærkt fokus på at skabe trygge og inkluderende rammer for hele teamet.
»Vi har et rigtig godt sammenhold og bakker op om hinanden og om at finde det bedste frem i hinanden,« siger hun og understreger vigtigheden af at respektere hinandens spidskompetencer.
Nina Haahr understreger i sin indstilling, at Helle er den, der altid ved, hvornår kollegerne har fødselsdag og sørger for, at dagen fejres.
»Det er Helle, der hver sommer fylder fryseren med is,« beskriver hun og fremhæver den varme og støtte, Helle bringer til sit team.
En særlig relation til patienter og ejere Helle Nørgaard Mouridsen har en unik evne til at skabe tillid både hos patienter og deres ejere.
»Jeg tager ikke patienterne som et nummer i køen,« forklarer hun.
For hende handler det om at møde dyrene med omsorg og sikre, at de får en tryg oplevelse, hver gang de besøger klinikken.
Ifølge indstillingen er hendes arbejdsomhed i akutte situationer enestående:
»Når Helle er med, så behøver man sjældent sige højt, hvad man har brug for, for ni ud af 10 gange står hun allerede klar med det, man lige manglede,« skriver Nina Haahr