Dyrlægen

Den lille klinik er blevet til et højt specialiseret henvisningshospital

På få år er det, der i dag hedder Birkerød Dyrehospital, gået fra at være en mindre klinik med traditionelt fokus til at være Nordsjællands største henvisningshospital med døgnåbent og specialer inden for blandt kardiologi, øjenkirurgi og avancerede ortopædiske indgreb.

Det går stærkt midt på Hovedgaden i Birkerød, hvor den lokale dyreklinik har taget nærmest kvantespring de seneste år. I dag huser nr. 25 således Birkerød Dyrehospital, der er et døgnåbent og højt specialiseret henvisningshospital for hele Nordsjælland.

Hospitalet råder over operationsstuer og indlæggelsesfaciliteter af højeste standard, hvor man kan udføre røntgen, ultralydsscanning og kikkertundersøgelser, ligesom man kan håndtere blandt andet tandbehandling, CT-scanning, behandling af diskusprolapser, mikrokirurgisk behandling af hornhindesår og operation for lang blød gane og snævre næsebor.

For dyrlæge og klinikleder Christian Drews er det ikke mindst ambitionen om at være det foretrukne henvisningssted for kolleger i hele regionen, der driver værket.

»Vi har mange, der ringer for faglig sparring, og det er jo ikke noget, der hverken koster noget eller er til ulempe, tvært imod så hjælper vi hellere end gerne. Og når de så henviser en patient til os, så gør vi meget ud af at tage dem med på rejsen,« fortæller han.

Netop det samarbejde og den service, man gerne vil yde sine henvisende kolleger, er generelt en høj prioritet, understreger Rolf Bjerre Thorsen, der er dyrlæge og hospitalschef på Birkerød Dyrehospital, ligesom han fremhæver tilgængeligheden ved, at man aldrig har lukket.

»Vi er her 24 timer i døgnet, 365 dage om året, så vi kan hjælpe patienter, også når deres sædvanlige dyreklinik er lukket. I vagten udreder og behandler vi det mest akutte, og så sender vi patienten tilbage til egen dyrlæge, så snart han eller hun åbner igen,« siger han.

Filosofien med aldrig at overtage en patient, men derimod stå fast på, at de altid vender tilbage til egen dyrlæge, er et projekt, hospitalet startede op i foråret, og som også indebærer, at den henvisende dyrlæge skal vide, at vedkommende altid kan vende tilbage for en opfølgende snak og videre kontrol, hvis det skulle være nødvendigt.

I den forbindelse medsender hospitalet altid al relevant information, observationer, instrukser og plan for videre kontrol, således at den henvisende dyrlæge nemt kan overtage dyret igen, selv i en travl hverdag.

Prioriterer akutte henvisninger

I sin døgnvagt har Birkerød Dyrehospital både dyrlæger, veterinærsygeplejersker og dyrlægestuderende på arbejde, hvilket giver nogle flere muligheder for at hjælpe kolleger på et højt fagligt niveau, som er en vigtig prioritet.

Derudover har hospitalet stor ekspertise på en række forskellige fagområder, med eksperter til stede i dagtimerne, der altid er klar til at bistå med vejledning eller en second opinion på telefon eller mail. De kan ligeledes tage imod patienter, når behovet opstår, også uden for normal åbningstid.

»Vi har en højt specialiseret bagvagt, så vi altid har mulighed for at ramme højeste faglige fællesnævner, også uden for normal åbningstid, og så overlader vi det videre arbejde til vores kolleger der, hvor patient og ejer normalt ville komme i dagtid,« siger Rolf Bjerre Thorsen.

Generelt er akutte henvisninger noget, man prioriterer i Birkerød, og i langt de fleste tilfælde vil man altid have tid til operation, CT-scanning, medicinsk udredning og behandling inden for 24 timer, og ofte samme dag som henvendelsen kommer.

»Vi har minimum én skadestuedyrlæge på arbejde om dagen, hvilket betyder, at vi aldrig siger nej til en henvisning. Vi hjælper altid, og det kan vi gøre, fordi vi har størrelsen og ressourcerne til at afsætte en dyrlæge kun til skadestuen. Og behovet er helt sikkert til stede,« fastslår Christian Drews.

Allerede nu har Birkerød Dyrehospital derfor også mange kolleger i lokalområdet, der viderestiller deres telefon til netop Birkerød, når de selv har lukket. Det er mange flere velkomne til at gøre, understreger de to dyrlæger, der også er klar med teknisk bistand til formålet.

Sætter stor pris på forarbejde

Med målet om at være de nordsjællandske dyrlægers førstevalg, når det kommer til henvisninger og faglig sparring, er visionen for Birkerød Dyrehospital at kunne tilbyde den bedst mulige behandling døgnet rundt, året rundt, og yde den bedste service for patienter og klienter.

Sidstnævnte omfatter også at folk, der ringer til vagten, får en cirkatid i stedet for bare at skulle møde op og potentielt ende med at sidde og vente i timevis. Det er uden tvivl noget, klienterne værdsætter, lyder det fra Rolf Bjerre Thorsen.

Han understreger samtidig, hvor stor pris han og kollegerne i Birkerød selv sætter på det forarbejde, de henvisende dyrlæger gør, inden en patient måtte blive sendt videre, hvilket lader hospitalets eksperter bruge deres tid på netop deres speciale.

»På den måde rammer vi jo kernen af, hvad det er, vi og vores folk kan og vil. Det er jo derfor, at vi er her på de skæve tidspunkter, at vi arbejder over uden at se på uret, det er jo fordi, at vi helt grundlæggende brænder for at hjælpe de her dyr og deres ejere,« siger Christian Drews.

»Sådan har alle vores dygtige kolleger det jo også. Det er grundmotivationen hos os alle sammen, for ellers havde vi lavet noget andet,« istemmer Rolf Bjerre Thorsen.

Henvisende dyrlæger er glade for service

En af de dyrlæger, der ofte henviser til Birkerød Dyrehospital, er Flemming Reindel, som ejer Byens Dyreklinik i Taastrup. Som indehaver af en mindre klinik sætter han stor pris på den assistance, han kan hente i Birkerød.

»Vi henviser patienter flere gange om ugen, ligesom vi ofte ringer for faglig sparring, og generelt er vi rigtig glade for den service, de yder. De har jo noget god ekspertise, som vi ikke selv har, og en masse tunge kræfter samlet under ét tag, så der er virkelig noget viden at trække på,« siger han.

I processen med at sende en patient videre til eksperterne i Birkerød, er princippet om, at patienten altid kommer tilbage en vigtig pointe, og den tilhørende tætte dialog er afgørende for et godt forløb.

»Hvad enten det er en operation eller en udredning, eller vi samarbejder om et genoptræningsprogram, så får vi altid god feedback fra folkene i Birkerød. De er rigtig skarpe på at følge patienterne til dørs, og kommer gerne med input til eksempelvis hjertetilfælde og den slags,« siger Flemming Reindel.

Den store tilfredshed med at henvise til eksperterne i Birkerød deler han med Carsten Mortensen, der er indehaver af Ølstykke Dyreklinik. Som dyrlæge gennem 36 år har han oplevet branchen udvikle sig og blive mere specialiseret, og navnlig har han selv haft mere eller mindre alle vagter gennem 30 år i praksis.

»Nu har jeg nået en alder, hvor jeg har brug for noget aflastning, og så havde jeg hørt om nogle stykker, der havde henvist til Birkerød, så det tænkte jeg, at jeg også ville prøve. Og det er et virkelig vigtigt tilbud, fordi der ikke er så mange af de nye dyrlæger i dag, der er interesserede i at have vagt,« siger han.

Derfor er det vigtigt, at man som praktiserende kan henvise til et sted, man stoler på, og hvor man ved, at dyrene bliver behandlet ordentligt, pointerer Carsten Mortensen videre. Derudover fremhæver han vigtigheden af bare at kunne ringe for et godt råd, også for klienter, som kan blive beroliget og være trygge ved at vente en dag eller to med at få behandlet deres dyr.

»Det fungerer rigtig fint for mig at henvise. Ingen problemer, fordi jeg er 110 procent sikker på, at telefonen altid bliver taget, og de er også klar, hvis der er en patient, der skal indlægges natten over, eller der skal laves scanninger, så det er perfekt,« siger Carsten Mortensen.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce