Ved tilbagevendende smerter og inflammation i din visdomstand, får du den fjernet ved operation. Det samme burde gælde for dysfunktionelle analkirtler hos hunde – frem for gentagne tømninger og medicinske behandlinger.
Denne artikel er skrevet i forbindelse med efteruddannelsesforløbet ’Internationalt Certificeret Kirurg for Hund og Kat’. Forløbet udbydes af Improve Veterinary Education, som tilbyder en lang række veterinære efteruddannelser på højeste internationale niveau. Kurserne afholdes i Danmark med Vetnordic som lokal arrangør. De fysiske rammer er velfungerende og skaber optimale forhold for både teori og praktisk træning.
Som praktiserende dyrlæge gennem 45 år har jeg nydt at deltage i dette kursus og mærke den entusiasme, der præger kolleger på tværs af anciennitet. Det er et godt eksempel på, at vores dejlige fag lægger op til livslang læring og udvikling.
Dysfunktionelle analkirtler
Analkirtler (anal sacs) er en af de hyppigst forekommende problemstillinger i almen smådyrspraksis. Lidelserne inkluderer impaktion, inflammation (sacculitis) og infektion/abscesdannelse. I mit område behandles langt de fleste tilfælde konservativt med manuel tømning og medicinsk behandling.
Nogle klinikker tilbyder endda ’anal sac-abonnement’, hvor klienten betaler et fast kontingent for regelmæssig tømning. Man ville næppe acceptere at lade en dysfunktionel visdomstand blive i munden trods tilbagevendende smerter og inflammation – den ville blive fjernet. Det samme burde gælde for dysfunktionelle analkirtler.
Denne artikel argumenterer for, at mange hunde med dysfunktionelle analkirtler bør opereres frem for at gennemgå gentagne konservative behandlinger. Påstandene er ikke evidensbaserede, men bygger udelukkende på mine personlige erfaringer fra over 40 års rutinemæssig, kirurgisk behandling.
I forbindelse med uddannelsen til certificeret kirurg har jeg over en periode på 24 måneder udført og beskrevet 21 tilfælde af kirurgisk ekstirpation af analkirtler.
1.Sonde-i-analkirtlen
Kirurgisk teknik – trin for trin
• Patienten fastes i 24 timer inden operation.
• Ejeren giver Cimalgex (dosering efter vægt) to timer før ankomst.
• Anæstesi indledes med Zoletil-blanding. Patienten intuberes altid. Ofte tager operationen dog under 40 minutter og kan laves uden forlængelse med Isofluran.
• Patienten lejres i brystleje. Bordet vippes 30 grader med hovedet ned, og benene bindes ud.
• Fentanyl-plaster placeres mellem skulderbladene.
• En tobakspungssutur anlægges i anus med ét sting dorsalt og ét ventralt; laterale sting undgås.
• Analkirtlerne skylles med en gummikanyle for at udvide udførselsgangene.
• Operationsfeltet klargøres, og der skiftes til sterile handsker.
• Kirtlen åbnes med Metzenbaum-saks gennem udførselsgangen.
• Blødning fra analsfinkteren standses med bipolær pincet.
• Kirtlen fastholdes med to Halsted-mosquitotænger, og stump dissektion foretages tæt langs kirtlen.
• Blødning stoppes med bipolær pincet hvis nødvendigt.
• Ropivacain i såret inden lukning.
• Lukning foretages med fortløbende sutur i m
uskulaturen og intracutan hudlukning.
Postoperativ behandling
• Fentanyl plaster. Bupaq, Cimalgex og pregabalin.
• Proctosedyl-salve påføres to gange dagligt.
Personlige erfaringer og refleksioner
En væsentlig forskel mellem den åbne og den lukkede teknik er, at man med den åbne metode nemt og præcist kan skelne kirtelvævet fra det omgivende væv.
Indersiden af kirtlen fremstår grålig, mens ydersiden ligner det omgivende væv. Det er afgørende, at der ikke efterlades aktivt kirtelvæv, samtidig med at man fjerner så lidt omgivende væv som muligt.
En for voldsom dissektion øger risikoen for skade på grene af nervus pudendus. I perioden 1981–1989 anvendte jeg den lukkede teknik. Fordelen var, at sphinctermuskulaturen ikke skulle skæres.
Ulempen var, at kirtlen var svær at identificere, hvilket kunne føre til vævsskader og i enkelte tilfælde inkontinens. Siden 1989 har jeg anvendt den åbne teknik. Her kan man følge kirtlens anatomi visuelt og udføre en mere præcis og skånsom dissektion.
Vi syr konsekvent muskulaturen sammen igen og har ikke observeret inkontinens siden. I cirka en tredjedel af tilfældene er indholdet i kirtlen mørkt, voksagtigt eller indeholder hår – noget, der ikke kan tømmes ved skylning alene. Operationen bør udføres i perioder med lav inflammation for at minimere risikoen for komplikationer.
Det er mit klare indtryk, at klienterne er tilfredse med resultatet. Mange oplever en gladere og mere aktiv hund postoperativt – dog er det vanskeligt at dokumentere videnskabeligt.
Konklusion
Anal sac-kirurgi er en forholdsvis simpel operation med høj succesrate, når den udføres korrekt. Jeg vil gerne opfordre til, at flere kolleger overvejer kirurgi tidligere i behandlingsforløbet fremfor at lade patienter gennemgå mangeårige, gentagne behandlinger uden varig effekt.
