For Højgård Hestehospital er det en vigtig prioritet at tiltrække dyrlæger som Nicole Van der Vossen, der har ekspertise på internationalt topniveau.
For Højgård Hestehospital er det en vigtig prioritet at tiltrække dyrlæger som Nicole Van der Vossen, der har ekspertise på internationalt topniveau.

International Faglighed styrker hestehospital

Dyrlæge Nicole Van der Vossen har erfaring fra tre kontinenter – og kombinerer
en stærk faglighed med en stor interesse for god kommunikation med kunden.

»Det kniber mere med at forstå, hvad I siger,« ler Nicole Van der Vossen.

Forhold til kunderne er afgørende

Som seksårig begyndte hun at ride og blev bidt af heste.

En klassisk historie, mener hun selv.

»Da jeg uddannede mig til dyrlæge, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke har den tålmodighed, der kræves til kirurgi.

Intern medicin er meget mere mig, og jeg elsker at dyrke relationen til kunderne.«

Nicole Van der Vossen fortæller som eksempel, at hun under sit ophold som resident i Saskatchewan, Canada, havde en hest til behandling for melanomer.

Normalt en standardbehandling, men ikke denne gang. Hesten havde en uopdaget hjertesygdom, atrial fibrillation, der gav hurtig og uregelmæssig hjerterytme i hjertets øvre kamre. 

Nicole Van der Vossen arbejdede for at behandle hesten, hvilket viste sig ikke at være muligt.
Imidlertid fik hun et godt forhold til hestens ejer, som var glad for ærlighed og åbenhed i behandlingen.

Da hun er vant til at arbejde i lande, hvor hun ikke har samme modersmål som kunderne, er det altafgørende for Nicole Van der Vossen at etablere en tryg kommunikation med kunderne.

De må ikke føle, at vigtig information går tabt på grund af sproglige forskelligheder.

Derfor har hun gjort det til en vane at forklare tingene i så enkle og tydelige vendinger som muligt.

»Selv i Canada, hvor engelsk er et naturligt sprog for de fleste, gavnede det mig meget at huske på kun at bruge ord, der er lette at forstå, og som ikke kræver faglig indsigt.«

Kulturforskelle

Inden hun kom til Canada, arbejdede Nicole Van der Vossen en periode i Qatar, hvor hun var ‘intern’ på et hestehospital, der primært beskæftigede sig med araberheste.

Her skærpede hun sin faglighed, men hun peger på, at det også udviklede hendes evne til at kommunikere med kunderne.

»Noget af det mest givende var mødet med kunderne. For eksempel er det i den del af verden tabu at aflive en hest.

Det er en kulturel ting, jeg ikke var klar over forinden, og det var noget, jeg ikke havde oplevet før.

For os i Europa er aflivning en naturlig procedure, når hestens tilstand tilsiger det. Men i Qatar var jeg nødt til at gribe spørgsmål om liv og død an på en meget mere gelinde måde,« beretter Nicole Van der Vossen.

Hun mener, at erfaringen fra Qatar har givet hende værdifuld træning i, hvordan man taler om hestens liv og død med ejeren.

Og i det hele taget at tolke kundernes værdier, deres opfattelse og deres meninger – også selv om de ikke bliver formuleret klart og åbent.

»I danskere er vildt tilbageholdne med at udtrykke jeres mening, så her har jeg virkelig stort behov for at kunne læse kundernes reaktioner.«

Forskellene i den medicinske praksis er ikke voldsomt store fra land til land, men der er naturligvis nuancer, fortæller Nicole Van der Vossen.

»I Qatar går de for eksempel meget op i hestenes udseende, og der er en ret omfattende debat om, hvor langt vi kan gå med at tage hensyn til æstetik i forhold til dyrenes velbefindende, ikke mindst hos araberheste.

Selv om en kunde er enormt tilfreds, fordi føllet ser perfekt ud, er det ikke nødvendigvis godt, når vi taler faren for indavl og risici for en række kliniske sygdomme. Det er naturligvis en udfordring, når man skal drøfte det med kunden,« fortæller hun.

»Da jeg uddannede mig til dyrlæge, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke har den tålmodighed, der kræves til kirurgi. Intern medicin er meget mere mig, og jeg elsker at dyrke relationen til kunderne,« siger Nicole Van der Vossen.
»Da jeg uddannede mig til dyrlæge, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke har den tålmodighed, der kræves til kirurgi. Intern medicin er meget mere mig, og jeg elsker at dyrke relationen til kunderne,« siger Nicole Van der Vossen.

Styrker profilen

En diplomatgrad, som den Nicole Van der Vossen har, er en treårig fuldtidsuddannelse inden for et speciale – i dette tilfælde intern medicin.

I løbet af de tre år arbejder dyrlægen udelukkende med patienter inden for specialet, og man skal desuden udføre forskning og bestå adskillige eksamener i løbet af det treårige residency, som Nicole Van der Vossen havde i Canada.

Anne Mette Vinther, der er ledende dyrlæge for intern medicin på Højgård Hestehospital, påpeger, at det for hospitalet har stor betydning at have en diplomat i intern medicin, da graden
indebærer en værdifuld kombination af meget detaljeret specialistviden og en international erfaring med forskellige tilgange.

»Nicole er fantastisk at have med på holdet. Hun er enormt dygtig og meget imødekommende, samtidig med at hun er god til at lære fra sig, hvilket vores øvrige dyrlæger nyder godt af. Hvis nogen står med en vanskelig patient, så er det trygt at vide, at man kan tage fat i Nicole og trække på hendes store viden, « fortæller Anne Mette Vinther.

Ifølge Anne Mette Vinther kan det dårligt overvurderes, hvor vigtigt det er for Højgård Hestehospital at tiltrække dyrlæger med ekspertise på internationalt niveau.
Både for at styrke hospitalets profil over for kunderne, men også for at være en aktiv del af det internationale netværk af specialister.

International erfaring giver kompetencer

Når Nicole Van der Vossen reflekterer over sine karrierevalg, er hun især glad for at have prioriteret at gøre sine erfaringer internationalt.

Og hun råder altid dyrlægestuderende til kraftigt at overveje at lære flere aspekter af faget ved at tage ud i verden.

Det booster både den personlige og faglige udvikling at få international erfaring, mener hun.

»Canada ligger måske langt væk, men de har en historisk tilknytning til Europa, så vi har meget tilfælles. Og så tror jeg, at man får skærpet både sine faglige kompetencer og kulturelle
forståelse ved at opleve, hvordan tingene bliver grebet an i forskellige lande,« fortæller Nicole Van der Vossen.

Hun siger, at der er mange ligheder, men også små forskelle på, hvordan man som dyrlæge griber tingene an i Nordamerika og Europa.

»Det er ikke fordi, det ene nødvendigvis er mere rigtigt end det andet. Men vi har måske en forskellig metode til at opnå det samme mål.

Det har været givende for mig at få et bredt kendskab til metoder og tilgange, for det giver mig en bedre mulighed for at komme frem til de rigtige løsninger her i Danmark.«

Nicole Van der Vossen er i gang med at lære dansk, og hun planlægger at være i landet i lang tid – muligvis permanent.

»Indtil videre elsker jeg at være i Danmark. Jeg elsker mit arbejde her. Mine kolleger er enormt søde, og de er dygtige dyrlæger.«

 

Nicole Van der Vossen er uddannet dyrlæge fra Universiteit Ghent i Belgien.

Hun har haft internships på hestehospitaler i både Belgien og Qatar, og hun har en diplomatgrad fra det prestigefyldte amerikanske college ACVIM.

Som led i diplomatuddannelsen havde hun et såkaldt residency – et treårigt ophold med specialisttræning i intern medicin – hos University of Saskatchewan i Canada.

Om Højgård Hestehospital

Højgård Hestehospital er Danmarks største hesteklinik og råder over 16 dyrlæger, som hver især har specialiseret sig – og sammen dækker alle aspekter af hestens sundhed samt alle hestesportsdiscipliner.

Læs mere på dinhestifokus.dk/hojgaard-hestehospital

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce