09.03.2021: VETgruppen vækster massivt på Fyn | DYRLÆGEN.nu
Dyrlæge Lasse Teis Rasmussen er ny klinikleder på Faaborg Dyrehospital. Han kommer fra VETgruppens hospital i Valby.

VetGruppen vækster massivt på Fyn

På få uger er VetGruppen vokset fra en til fem klinikker og hospitaler på Fyn. Det åbner nye muligheder for den faglige behandling og udvikling.

Fra en til fem dyreklinikker og -hospitaler på få uger. VetGruppen A/S vokser og udvider massivt på Fyn.

Mens Skibhus Dyreklinik i Odense har været en del af den danske dyrlægekæde siden 2019, er fire nye klinikker og hospitaler i Nyborg, Svendborg, Faaborg og i Rudkøbing på Langeland kommet til i begyndelsen af det nye år.

»Udviklingen åbner helt nye perspektiver for behandlingen af familiedyr, heste og kvæg på Fyn og øerne. Samtidig kan væksten styrke den faglige udvikling yderligere og sikre et tættere samarbejde på tværs og de specialer, som de enkelte dyreklinikker og -hospitaler har,« siger dyrlæge Rasmus Lennart Hansen, stifter og medejer af VetGruppen A/S.

Med de fire nye klinikker og hospitaler er VetGruppen A/S på bare 19 måneder vokset til 19 klinikker og hospitaler rundt om i landet.

»Når vi siger nærhed i vores værdisæt, skal vi også ligge nært. Vi tolker nærhed som omsorg, men også at vi er repræsenteret overalt i Danmark. Samtidig vil vi kombinere nærhed og tryghed med høj faglighed, så vi hele tiden kan matche udviklingen i branchen og de krav til kompetencer, som ejerne af familiedyr stiller i dag,« siger Rasmus Lennart Hansen.

 

Akuthjælp på Fyn døgnet rundt

Svendborg Dyrehospital fortsætter med døgnvagt, og på den måde vil de øvrige klinikker og hospitaler kunne tilbyde dyreejerne akut hjælp 24/7 året rundt.

Samtidig har de enkelte klinikker og hospitaler udviklet en række specialer, og med et tættere samarbejde på tværs vil dyrene kunne tilbydes endnu bedre behandlinger.

På Nyborg Dyrehospital er klinikleder Morten Redin den første danske dyrlæge med en master i tand- og mundhulesygdomme hos hunde og katte, mens fagveterinærsygeplejerske Anette Lynbech, har taget en uddannelse i blandt andet fysioterapibehandling af hunde og katte på universitetet i Tennessee i USA.

 

Hestesamarbejde med Ansager

På Svendborg Dyrehospital har den hidtidige ejer og nu klinikleder, fagdyrlæge Jens Jørgen Abildskov, speciale i kirurgi hos hunde og katte. Hospitalet har også et moderne hestehospital, som vil få et tættere samarbejde med Ansager Hestehospital i Vestjylland, der er en af landets førende i behandling af heste.

Foruden daglig leder af Svendborg Dyrehospital fortsætter Jens Jørgen Abildskov også som leder af Langelands Dyreklinik i Rudkøbing, som samtidig udvides med flere medarbejdere og udvidet åbningstider.

Samtidig er dyrlæge Lasse Teis Rasmussen tilknyttet Faaborg Dyrehospital som ny klinikleder. Lasse Teis Rasmussen kommer fra VetGruppens hospital i Valby.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce