Tidligere produkt- og salgschef Lise Mogensen har fået ansvar for Dyrlægens marketing – og hun kan desuden udvikle marketing for klinikker og virksomheder.
Hvornår har du sidst hørt fra Lise Mogensen? Fremover bliver sandsynligheden større, for hun er blevet ansat som kommunikations- og marketingkonsulent med særligt ansvar for Dyrlægen – og dyrlæger. Gennem 25 år har Lise Mogensen været konsulent, produktchef og salgschef i den veterinære branche, og især på Sjælland, øerne og Bornholm har hun været et kendt ansigt på klinikker og dyrehospitaler.
»Jeg kørte i ti år som konsulent, og jeg fik et meget indgående kendskab til de enkelte klinikker, deres personaler og specialer samt deres måder at markedsføre klinikkerne på,« fortæller Lise Mogensen.
Oprindeligt er hun uddannet veterinærsygeplejerske og arbejdede tre år på Værløse Dyreklinik, men siden gik hun ind i medicinalbranchen. Hun fulgte med gennem flere fusioner i den virksomhed, som til sidst blev VetXX, og her avancerede hun til sidst til international produktchef. Siden blev hun Nordisk produktchef i det, der i dag er MSD Animal Health.
Kronisk leddegigt kræver i dag kortere arbejdsdage, og Lise Mogensen er nu blevet ansat i fleksjob på bureauet JJ Kommunikation, der ejer og udgiver Dyrlægen. Her har hun ansvar for marketing og annoncering i Dyrlægen, både trykt og online. JJ Kommunikation er samtidig et full service-kommunikationsbureau, og Lise Mogensen bruger sit branchekendskab til også at udvikle kommunikation og marketing.
»I JJ Kommunikation kan vi eksempelvis optimere hjemmesider, sociale medier og trykt materiale for både dyrlæger og medicinalvirksomheder. Jeg kender jo mange af klinikkerne og ved, hvor vi kan hjælpe og løfte dem,«
siger Lise Mogensen.